Minifestival undersøger lyden af det ydre rum

Under overskriften Sfærernes Musik inviterer Det Kongelige Bibliotek og Rued Langgaard Festival til fem timers oplevelsesaften, hvor musikere og fagfolk stiller skarpt på vores viden og forestillinger om lyden af det ydre rum.

Af Mads Emil Dreyer

Lørdag den 30. april fra kl. 17 til kl. 22 danner Den Sorte Diamant ramme om unikke koncertoplevelser og faglig formidling om rummets musik.

Hvordan lyder det ydre rum?

Minifestivalen henter sit navn fra det ikoniske værk Sfærernes Musik af Rued Langgaard, der indskriver sig i en lang række af komponister og musikfolk, som alle har interesseret sig for, hvordan rummet lyder.

Langgaard færdiggjorde sit gigantiske stykke for udvidet symfoniorkester, sangsolister og kor i 1918, men det var først, da det blev genopdaget i slutningen af 1960erne og hyldet af bl.a. den ungarnske komponist György Ligeti, at værket fik klassikerstatus.

Denne aften byder bl.a. på en genkomposition af Langgaards musik af den elektroniske popduo marstal:lidelll samt en 12-kanals fortolkning af Det Kongelige Biblioteks huskomponist Wayne Siegel. Ligeledes vil musikjournalist Trine Boje Mortensen og P2-redaktør og musikskribent Esben Tange diskutere Sfærernes Musik og Ligetis 'himmel'-værker Lux Aeterna for kor og orkesterværket Atmosphére.

Umiddelbart før denne samtale kan du opleve Esbjerg Ensemble spille Langgaards værker Augustinusiana og Strygekvartet nr. 2 samt Ligetis 6 Bagateller for blæserkvintet, og senere spiller pianisten Carsten Dahl sammen med Ensemble MidtVest et improvisatorisk forløb, der tager udgangspunkt i antikkens forestillinger om sfærernes harmoni.

Se et kort uddrag af 'Sfærernes Musik' indspillet af Danmarks Radios Symfoniorkester under ledelse af dirigenten Thomas Dausgaard.

Tværfagligt blik

Minifestivalen beskæftiger sig ikke blot med lyden i rummet ud fra en musikfaglig optik, men tager også naturvidenskaben med på råd.

Forbindelsen mellem musik og verdensrummet blev allerede behandlet af den græske naturfilosof Pythagoras, der påpegede en sammenhæng mellem harmonisk lyd og himmellegemernes bevægelser, og denne aften vil astrofysiker Anja C. Andersen konkretisere relationen mellem de to ved at afspille lydoptagelser fra rummet og derudfra fortælle om, hvordan disse lyde opstår.

Læs det fulde program for aftenen her

Sfærernes Musik
Lørdag d. 30. april 2016 kl. 17-22
Den Sorte Diamant, Søren Kierkegaards Plads 1, 1219 København K
100-200 kr. / Billetter