Mike Sheridan aktuel med nyt soloshow

Mike Sheridan kommer for første gang i mange år med et nyt soloshow lørdag den 11. november. Dermed lukker han dette års G((o))ng Tomorrow Festival og bliver en af de musikere, der spiller de sidste toner i det gamle Jazzhouse i Niels Hemmingsensgade i København. 

Af Agnete Seerup

Mike Sheridan havde sit gennembrud i 2008 med debut-albummet I syv sind, der sikrede ham en Danish Music Award for årets electronica-udgivelse. De seneste år har han skabt nye samarbejder på tværs af genrer, skrevet musik til teatret og store musikproduktioner. Sideløbende har han arbejdet med sit soloprojekt, som du nu endelig kan få at høre 11. november i Jazzhouse. 

Sætter en ære i live-elementet

Sheridan er kendt for at sætte en ære i live-elementet og koncerten lørdag bliver ingen undtagelse:

"Lydene er lavet ud fra et behov om at prøve nyt af. Et afkast af et eksperiment. En frigørelse. En collage. En sammenklemt udgave af noget som er foregået over meget lang tid. Hver lyd er et problem, der skal løses sonisk, og hver lyd har en måde at være på. Jeg går mere op, i at det skal være levende end forudsigeligt. Det bliver ekstremt pulserende og i stand til at ændre sig på alle mulige måder."

Husker du Mike Sheridans debut?

Mike Sheridan (f. 1991) er en dansk komponist og dj. I september 2008 udgav han debutalbummet I Syv Sind på Playground Music. Han blev nomineret til "Årets Lytterhit" og "P3 Prisen" i P3 Guld. Derudover fik han en nominering til Danish DeeJay Awards. Han har lavet musik til bl.a. ballet og tv samt en lang række store produktioner. I 2013 åbnede Sheridan musikfestivalen Strøm på Tietgenkollegiet i København med værket Panorama (foto til højre af Kim M. Leland). I april 2012 udgav han albummet Ved Første Øjekast.

Mike Sheridan åbnede i 2013 festivalen Strøm med værket Panorama på Tietgen Kollegiet i København. Foto: Kim Matthäi Leland

Samme aften i Jazzhouse

Mød samme aften den irske bratschist Garth Knox, når han sammen med franske Saltorello Trio præsenterer deres fortolkning af den amerikanske legende John Zorns musikalske univers for første gang i København. I foråret udgav de det anmelderroste album Leonard: Book of Angels Volume 30 på Zorns amerikanske pladeselskab Tzadik og blev rost til skyerne for deres forfriskende og fabelagtige spil. Læs mere.

G((o))ng Tomorrow er en årlig festival i København

G((o))ng Tomorrow er en årligt tilbagevendende festival i København for ny, eksperimenterende musik og lydkunst på tværs af genrer og i mødet med andre kunstarter. I år finder festivalen sted fra 3. - 11. november, hvor fremsynede kunstnere fra Danmark og udlandet præsenterer den sidste nye eksperimenterende musik og lydkunst i mødet med andre kunstformer på forskellige venues i hele København. G((o))ng Tomorrow arrangeres af SNYK - genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst.

Mike Sheridan solo
+ Garth Knox: John Zorn
LØR 11.11.2017 Jazzhouse
21.00 Garth Knox: John Zorns Book of Angels
22.00 Mike Sheridan soloshow
Billetter 150 kr / Stud. 75 kr / Køb billet
Læs mere om koncerten