Metropolis festival sætter lyd på København

Tag på havnerundfart i et flydende lydstudie eller gå under jorden i et samsurium af opera, butoh-dans og strubesang. Metropolis Festival udfordrer både dig og byrummet gennem kunst, performance og allervigtigst: lyd!

Af Anne Dalby

I dagene fra den 12. til og med 30. august forvandles Københavns byrum til en kæmpe legeplads for kunst og performances. Gader, stræder og havnekanaler agerer scenegulv for Metropolis festival, hvis overordnede målsætning er at sprænge det traditionelle billede af scenekunsten.


Festivaltrailer. Metropolis ønsker at sprænge de konventionelle rammer for kunsten og scenekunsten. Se festivaltraileren her over.

Københavns Internationale Teater arrangerer Metropolis festivalen hvert år, og de engagerer sig ganske bevidst i det, som langt de fleste taler om inden for byudvikling i disse år: Den kreative by:

”Byer forandres og kaldes kreative byer, hybridbyer, eventbyer og meget mere. Det tvinger os til at se på begreber som tid, sted og identitet, når det offentlige rum er i fokus. For hvad gør vi, så byen ikke bare ender som en flygtig forlystelsespark uden identitet?”, lyder det fra Københavns Internationale Teater.

Radio Free Mermaid

Metropolis festival har en række store lydoplevelser på programmet. En af dem foregår på en båd, der er omdannet til et flydende lydstudie. Nærmere bestemt er der tale om en havnerundfart på skuden 'Radio Free Mermaid'.

På 'Radio Free Mermaid' komponerer en mix-master et lydunivers med bearbejdede lyde fra havnens fortid og nutid mikset med musik skabt på kajen hentet via radiosendere. Mågernes skrig blander sig med guitarens vræl. Skumsprøjt, vokal, propelstøj, keyboard forplanter sig som havnens nye soundscape – kun tilgængeligt ombord på båden. Radio Free Mermaid opføres af ni toneangivende musikere fra komponistsammenslutningen eksperimentalmusikforummet Skræp. Der er afgang fra Nordre Toldbod 7, Kbh K kl. 19 og 21 den 20., 21. og 22. august. Læs mere her 

Kunstnere søger mod på Metropolis

På Metropolis kan du desuden opleve den musikdramatiske forestilling 'Looking for Courage' – en koncertoplevelse udviklet af banebrydende kinesiske og danske kunstnere, der blander tekst, lyd og digitale medier med opera, butoh-dans og strubesang!

I forestillingen mødes øst og vest, nutid og fortid, virkelighed med fiktion. Men også værkets kunstneriske hold byder på møder mellem store modsætninger: Den avantgardistiske og erfarne Berlin-baserede mezzosopran Loré Lixenberg møder den helt unge Wu Tingcuis uskolede og improviserede strubesang. Den danske ny-musik komponist Niels Rønsholdt, hvis værker altid søger en intimitet med sit publikum, møder den tidligere punk-musiker Feng Jiangzhou, som blandt meget andet var med til at skabe den pompøse OL-åbning i Beijing i 2008. Kontrastfyldte udtryk forenes i en fælles fortælling om menneskets mod.

Tietgenkollegiet danner den levende og smukke ramme om forestillingen, der foregår i området omkring, under og på selve kollegiet. Med en radiomodtager i øret sendes du på en byvandring gennem Ørestad. Undervejs ændrer omgivelserne sig, og inden længe må du gå under jorden. Forestillingen løber fra den 26.- 29. august.

'Looking for Courage' er et kunstnerisk udviklingsprojekt baseret på samarbejde mellem komponist Niels Rønsholdt, mediekunstner Signe Klejs, lydkunstner Feng Jiangzhou, videokunstner Lin Zhang, forfatter Camilla Hübbe, instruktør Charlotte Munksø samt mezzo sopran Loré Lixenberg, strubesanger Wu Tingcui og performer Liu Zheng. Det kunstneriske udviklingsprojekt er tilknyttet Den Danske Scenekunstskole i København og er produceret af OperaNord.

Læs mere om forestillingen
her .

Lyd-memoer til os, der stadig er i live

Oplev også den intime, dokumentaristisk audiowalk ’Engram’. Byen spiller med i en fortælling, der begynder i den fredfyldte og smukke Vor Frue Kirke. I ørerne får du et lydspor, der består af minder og refleksioner, der folder sig ud, mens du bevæger dig gennem de Københavns gader. Stemmerne i dine ører er optaget kun få dage før, personerne på båndet døde. De åbner deres liv i lyd-memoer indspillet til os, der stadig er i live. Gå med på audio-walk den 20., 21., 23., 27., 28. & 30. august. Læs mere om audiowalken her.

Se hele programmet for Metropolis festival her.