Mejlgade 53 bliver til nyt spillested

Den 29. januar åbner det nye, aarhusianske spillested TAPE dørene i det tidligere Musikcaféens lokaler i Mejlgade. Til åbningen præsenterer TAPE ti navne fra den danske musikalske undergrund over to dage og markerer dermed ønsket om at skabe et samlingspunkt for byens progressive musikmiljø på tværs af genrer.

Af Cecilie Penney

Til januar indtager det helt nye spillested TAPE det tidligere Musikcaféens gamle lokaler i Mejlgade 53 i Aarhus. I anledning af åbningen inviterer TAPE til to dages koncerter med ti navne fra den danske undergrundsscene med rødder i Aarhus og København. Du kan bl.a. opleve det tidligere medlem af gruppen Gold Lip, Soho Rezanejad, der er kendt for at kombinere mørk, elektronisk pop med sin bariton-lydende vokal.


Soho Rezanejad i Solbjerg Kirke, 2015

Til åbningen spiller også københavnske The Love Coffin, der udgav den anmelderroste EP Veranda tidligere i år. Med udgivelsen blander de elementer af støjrock og postpunkt til et skramlende ekspressivt lydunivers.


The Love Coffin, Veranda, 2015

Bag TAPE står bl.a. eksponenterne for den musikalske undergrund Raum Eins og Flux. Aktørerne ønsker at skabe et samlingssted for Aarhus’ uafhængige koncertarrangører indenfor det progressive musikmiljø på tværs af genrer. Initiativet er opstået som et alternativ til de etablerede spillesteder, for at gøre det nemmere for musikaktører at opsætte koncerter.

Undergrundsscene siden 1978

Lokalerne i Mejlgade har været brugt til spillestedsdrift siden 1978 og har spillet en central rolle for den aarhusianske undergrundsmusik og som startscene for mange etablerede navne. Musikcaféen lukkede dørene i 2011 og er sidenhen genopstået under navnet Radar på Godsbanen. Siden 2012 har Mejlgade 53 huset spillestedet Backstage, som nu overtages af TAPE.

Åbningsfest TAPE  
29.-30. januar 2016 
Mejlgade 53, 8000 Aarhus C

Følg med på Facebook