Lydknust Festival 2016 står i den ambiente musiks tegn

Søndag den 8. maj inviterer studerende fra Syddansk Musikkonservatorium til fire timers ambient musik og lydkunst i Musikhuset Esbjerg. 

Af Mads Emil Dreyer

Lydknust er navnet på den årlige festival, som studerende fra uddannelsen Elektronisk Musik og Lydkunst på Syddansk Musikkonservatorium arrangerer. I år er temaet den ambiente musik. En genre som den engelske musiker, producer og kunstner Brian Eno pionerede i midten af 1970’erne.

Lokale artister og en prominent gæst

Søndag den 8. maj mellem kl. 13.00 og 17.00 kan publikum opleve musik fremført af både de studerende selv samt danske Band Ane, der i 2006 vandt en Steppeulven-pris for ”årets håb” og har spillet på bl.a. Roskilde Festival og Spot Festival.

På programmet er - foruden Band Ane - Baychimo, Cæcilie Overgaard, Amphior, Mikkel Oldrup, Mads Kinnerup, Antti & Anna, Mai Ane Pil samt Benny & Morten.

Plads til fordybelse

Arrangørerne bag festivalen ønsker at skabe et rum, der giver plads til både fordybelse og afslapning. Således bliver al musikken afviklet fra et kvadrofonisk højttalersystem, som understøtter genrens rumlige kvaliteter, og samtidig opfordres publikum til at nyde hele seancen fra behagelige liggestole opstillet til lejligheden.

Musikken spiller kontinuerligt i de fire timer, festivalen varer, og man kan komme og gå, som man har lyst til.

Læs mere om Lydknust Festival på deres Facebook-side.

Lydknust Festival
Søndag d. 8. maj 2016 kl. 13-17
Musikhuset Esbjerg, Havnegade 18, 6700 Esbjerg
Gratis entré