Lyden og de fem sanser

Er du vild med lyd, sound studies og lydkunst, og er du interesseret i at lære mere om forskellige lyttemåder? Så er Holger Schulze og Morten MichelsensColloquium Sound & Sensory Studies’ noget for dig.

Af Agnete Seerup

På torsdag afholdes ’Colloquium for Sound & Sensory Studies’ for anden gang på Københavns Universitet. Denne gang diskuteres det første kapitel af Michel Serres’ Les Cinq Sans (1985) under vejledning af Stina Hasse og Rasmus Holmboe. Herefter vil Tobias Linnemann Ewé præsentere sit PhD-projekt om sonic materialism, tidlig lydkunst og affekt.

Hver anden uge indtil den 3. december inviterer Holger Schulze, professor ved Musikvidenskab på Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, alle interesserede indenfor i forskningsgruppen Sound & Senses, for at diskutere nye tilgange til Sound Studies – en forskningsgren som er orienteret omkring lyd og lyds betydning i både det hverdagslige og det kunstneriske. ’Colloquium for Sound & Sensory Studies’ er tænkt som et kollaborativt mødested for forskere på alle niveauer – kunstnere, studerende, forskere, lyttere – og alle er velkomne til at foreslå emner og materialer til de følgende workshops.

Forskningsgruppen Sound & Senses skal også fungere som et miljø for de mange initiativer og forskningsprojekter så som RAMUND (Morten Michelsen), Sound in the Expanded Field (Rasmus Holmboe), Sound Studies Lab (Holger Schulze) og TRE (Jacob Kreutzfeldt).

Torsdag d. 24. september, 14:00 – 16:00
Lokale 16.3.07
Københavns Universitet, KUA
Indgang ved Karin Blixens Vej 1
2300 København