Line Tjørnhøj modtager Carl Nielsen legatet

Stort tillykke til komponisterne Line Tjørnhøj og Birgitte Alsted samt kvartetten Nightingale String Quartet og solofløjtenist Ulla Miilmann, som i år modtager Carl Nielsen legatet - en af landets største hæderspriser til danske kunstnere og komponister. Prisoverrækkelsen sker ved en koncert i Musikkonservatoriets koncertsal i København den 9. december kl.15.

Af Agnete Seerup

En af landets største hæderspriser til danske kunstnere uddeles i år til komponisterne Line Tjørnhøj og Birgitte Alsted, kvartetten Nightingale String Quartet  og solofløjtenist Ulla Miilmann. De modtager hver kr. 750.000 fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, og fondens begrundelser lyder sådan: 

Line Tjørnhøj udvider det musikalske udtryksfelt

Line Tjørnhøj tager ofte fat i temaer, der er fremmede i kunstmusiksammenhæng og udvikler inderligt ekspressive musikalske udtryk for tilspidsede moralske og sociale dilemmaer. På den måde giver Tjørnhøj helt bogstaveligt en stemme til tabuiserede skikkelser og sindstilstande. Hendes projekter spænder på tværs af kulturer og deres respektive musikalske udtryk og har skabt hende et internationalt arbejdsfelt, der afspejles i selve det musikalske stof. Line Tjørnhøj tildeles hædersprisen som en anerkendelse af sit bidrag til at udvide det musikalske udtryksfelt og en opmuntring til at blive ved med at gøre det fremover.

Birgitte Alsted er en unik stemme i dansk musikliv

Birgitte Alsted har en unik stemme i dansk musikliv: organisk og overraskende på samme tid, dramatisk og ekspressivt, hvad enten lydene er frembragt ved computer eller akustisk. Alsted har igennem hele sin karriere frygtløst kastet sig ind i kollektive, interdisciplinære og improvisatoriske samarbejder, og hun har været pioner i at kombinere alle disse arbejdsmåder. Birgitte Alsted tildeles Carl Nielsen Legatet som velfortjent anerkendelse af sit stadig voksende livsværk og en opmuntring - ikke mindst til omverdenen - til at fordybe sig i hendes univers.

Nightingale String Quartet har taget kammermusikscenen med storm

Det unge danske ensemble, Nightingale String Quartet, har med sine medrivende og dybt musikalske fortolkninger indtaget en markant position på landets kammermusikscene. Den danske kammermusik vejer tungt i kvartettens virke, og den anmelderroste indspilning af Rud Langgaards strygekvartetter har også skabt stor international opmærksomhed om ensemblets fine kvaliteter. Hædersprisen tildeles Nightingale String Quartet som en anerkendelse og en opmuntring til at fortsætte sit virke i mange år fremover.

Ulla Miilmann anerkendes for sit kunstneriske overskud

På den særdeles eksponerede plads som solofløjtenist i DR SymfoniOrkestret har Ulla Miilmann i mere end tyve år spillet på højeste niveau. Med instrumentalt overskud og kunstnerisk format og mod har hun været med til at forgylde mange torsdagskoncerter, turneer og CD-indspilninger. Også som solist, ikke alene med sit eget orkester, men også som gæst i og uden for Danmark og som kammermusiker, har hendes altid originale musikerskab skaffet hende mange beundrere. Ulla Miilmann tildeles hædersprisen som en anerkendelse for dette virke og en opmuntring til at fortsætte med at glæde de mange tilhørere, lyttere og seere.

Om legatet

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat blev oprettet af de to kunstneres døtre i 1957. Fonden bag legatuddelingen ejer 2/3 af kunstnerrettighederne efter Carl Nielsen og alle rettighederne efter billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen. Hvert år uddeler fonden en række hæderspriser til danske kunstnere. Hvert andet år æres Carl Nielsen, når hæderspriserne går til musikere og komponister, og hvert andet år æres Anne Marie Carl-Nielsen, når priserne går til billedkunstnere.

Der uddeles hvert år 3-4 hæderspriser på hver kr. 750.000. Dette gør Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat til en af Danmarks absolut største private hæderspriser til danske kunstnere. Modtagerne af hæderspriserne udpeges af fondens bestyrelse. Prisen gives for såvel allerede udvist talent som en hjælp til fremtidigt arbejde.