"Latter i Mørket" – Hørespilskoncert, der skærper sanserne.

I maj slår teatret Republique dørene op for performancegruppen Hotel Pro Formas forestilling Latter i Mørket – en hørespilskoncert med live musik af den tyske musiker og komponist Nils Frahm og lyddesign af Kristian Hverring. Som SNYK-læser kan du få rabat på dine billetter til forestillingen!


Når Republique og Hotel Pro Forma den 3. maj har premiere på den genrekrydsende forestilling Latter i Mørket – Sindet bedrages, er det med en lydside der både byder på tyske Nils Frahm og danske Kristian Hverring.
Hotel Pro Forma, som er et internationalt laboratorium for performance og installation, iscenesætter Vladimir Nabokovs store fortælling om kropsligt begær og sindsbedrageri i et værk, som bruger bl.a. lys, mørke, høretelefoner og live musik til at skærpe publikums sanser. Den samlede iscenesættelse er skabt af Kirsten Dehlholm fra Hotel Pro Forma, og manuskriptet står dansk films ’grand old man’ Mogens Rukov bag.

Lyd og musik som historiefortæller
Hotel Pro Forma er kendt for at anvende eksperimenterende teknologi indenfor AV, lys og lyd, udviklet til brug for den enkelte forestilling for at skærpe sanserne til at opleve verden med nye øjne og ører. Det er også tilfældet i Latter i Mørket, hvor dele af forestillingen foregår i mørke, således at lyden får en vægtig rolle i fortællingen.

Således indgår livemusikken med Nils Frahm og lyddesignet af Kristian Hverring som vigtige elementer i forestillingen, der blander flere kunstarter.
Frahm, som blandt andet har arbejdet sammen med orkestret Efterklang, har en minimalistisk stil med tydelig inspiration fra klassiske impressionister som Satie og Ravel. Han er en alsidig musiker og komponist, der udforsker nyt uden at vende ryggen til det gamle, og han har en ukonventionel brug af klassiske instrumenter. Frahm tilskrives ofte en evne til at ramme lytteren, så det mærkes fysisk, og det giver netop mening når Hotel Pro Forma laver en form for hørespil, der udspiller sig i mørket.


Tyske Nils Frahm komponerer musikken og optræder live i Hotel Pro Formas nye forestilling Latter i Mørket. Foto: Michael O'Neal

Sanser i tre akter
Forestillingen bygger på Vladimir Nabokovs roman Laughter in the Dark: en grusom, men fantastisk historie om Albinus - en mand, der lader sig forføre af sit begær og bedrager sin kone for en yngre elskerinde. I fortællingen mister Albinus sit syn, og han bliver derefter ført bag lyset af sin elskerinde og sin bedste ven. Historien handler om menneskets natur; om had, begær, ondskab og afmagt. En natur, der kan stå i skærende kontrast til de idealbilleder, vi opstiller for vores liv.
Den klassiske historie bliver i Hotel Pro Formas udlægning fortalt gennem en række visuelle og auditive virkemidler. Publikum oplever, hvordan deres egne sanser påvirkes og udfordres i samspil og modspil med hovedpersonernes.
Forestillingen er delt op i tre akter, som repræsenterer forskellige versioner af den samme historie, hvor sanserne bruges på nye måder hver gang.

I 1. akt Mørket er rummet mørklagt, og publikum er iført hovedtelefoner. Her får man som publikum mulighed for at opleve verden som Albinus: uden syn, fortvivlet, desperat og magtesløs. Mørket og 3D lyd via hovedtelefonerne forstærker de andre sanser og ordets betydning. Historien fortælles baglæns, hvor den tragiske og voldsomme slutning åbner forestillingen. Lyddesignet i 1. akt er skabt af Kristian Hverring.

I 2. akt Lyset ses rummet for første gang: en uafvendelig maskine i konstant bevægelse. Rummet multipliceres af spejle og skyggespil der skaber synsbedrag. De koreograferede skuespillere forstærker sanseligheden i teksten og skaber utryghed. Baggrunden for historiens slutning fortælles via lyden i hovedtelefonerne, og skuespillerne kommer ekstremt tæt på tilskueren. En kropslig, sanselig og illusorisk fremførelse.

3. akt Musikken er en live klaverkoncert af Nils Frahm, som afslutter værket. Her genfortælles historien igennem musikken. Kompositionerne afspejler værkets fatale fortælling med smukke melodier, og hele kroppen tænker sig om en sidste gang.


Latter i Mørket er en forestilling som skærper sanserne til at opleve verden med nye øjne og ører. Foto: Claudi Thyrestrup

Artist talks med ekstra indblik
I forbindelse med forestillingen på Republique er der to gange mulighed for at opleve Nils Frahm i en artist talk.

Første gang er onsdag d. 14. maj, hvor Nils Frahm og iscenesætter og instruktør Kirsten Dehlholm, fortæller om samarbejdet, musikken og aftenens forestilling. Det er Laura Luise Schultz fra Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, som er moderator. 

Den anden artist talk foregår ugen efter, onsdag d. 21. maj, hvor Nils Frahm sættes i samtale med Laura Luise Schultz, og fortæller om arbejdet med musikken og forestillingen.

Begge talks er gratis, såfremt man har løst billet til aftenens forestilling. 

Særpris for SNYK-læsere
Som SNYK-læser har du mulighed for at få rabat på billetten, hvis du vil ind og opleve Nils Frahm og Hotel Pro Forma opføre Latter i Mørket. Rabatten er på 50 kr., ligegyldigt hvilken prisklasse, du vælger.

For at opnå rabatten skal man via http://republique.dk/dk/forestillinger/latter-i-morket/ klikke på ’Køb Billet’. Her skal man taste ”SNYK” under ’kampagnekode’. Det udløser automatisk, at du får 50 kr. rabat på normalprisen (ikke studerende) – dvs. at prisen nu er 100, 150 eller 275 kr. i stedet for 150, 200 eller 325 kr.

Rabatkoden kan bruges til alle forestillinger i perioden, så der er ingen undskyldning for ikke at komme afsted og opleve dette unikke samarbejde!


DATOER OG STEDER:

HVAD:
LATTER I MØRKET
HVORNÅR:
 3. – 24. maj 2014. Tirs. – fredag: KL. 20.00. Lørdag: Kl. 17.00
HVOR:
 Republique, Lille Scene, København Ø
PRIS:
 100 - 275 kr. med SNYK særpris

HVAD: Artist talk med Nils Frahm og Kirsten Dehlholm
HVORNÅR:
 Onsdag d. 14. maj kl. 19.00
HVOR:
 Republique, Lille Scene, København Ø
PRIS:
 Gratis ved købt billet til aftenens forestilling

HVAD: Artist talk med Nils Frahm
HVORNÅR:
 Onsdag d. 21. maj kl. 19.00
HVOR:
 Republique, Lille Scene, København Ø
PRIS:
 Gratis ved købt billet til aftenens forestilling