Langsomme grænsemøder

Torsdag den. 26. november åbner Glyptoteket dørene til årets sidste SLOW.-arrangement. Temaet er GRÆNSER, og på den musikalske side improviserer Jacob Anderskov over grænsebryderen Satie, mens godnattonerne fra balkonen leveres af operasanger Jakob Bloch Jespersen og den elektroniske musiker Najaaraq Vestbirk aka Courtesy.

Af Mie Petri Lind

Glyptoteket skal føles som et langsomt sted – et eftertænksomhedens rum. På udvalgte torsdage forstærkes den oplevelse, når museet i samarbejde med G((o))ng Tomorrow og Carlsberg blænder op for et program, der går helt tæt på kunsten og dens væsentligste kvalitet: invitationen til fordybelse. Konceptet går under overskriften SLOW. og den 26. november præsenteres det sidste arrangement i 2015 med temaet GRÆNSER.

Kunstens og kulturens grænser

I en tid hvor grænsebomme rask væk erstattes af grænsehegn, stiller sæsonens sidste SLOW. skarpt på kunstens og kulturens grænser eller mangel på samme. Glyptotekets samling er et mangfoldigt vidnesbyrd om at både nær og fjern fortid var globaliseret og at kulturhistorien hænger sammen på kryds og tværs af nationale grænser og geografiske afstande.

Aftenens omvisninger og talks trækker tråde gennem 6.000 års kunst og viser, hvordan rejser, folkevandringer, handel og krige altid har været globaliseringsfaktorer samt hvordan mødet med det fremmede er blevet indoptaget og skildret i kunsten.

Fransk afviger møder dansk grænsebryder

Med øje og øre for aftenens tema kuraterer G((o))ng Tomorrow det musikalske program i Glyptotekets udstillingssale og vinterhave.

Den danske pianist og komponist Jacob Anderskov spiller værker af og improvisationer over grænsebryderen Erik Satie på flygelet i Glyptotekets mausoleum.
Anderskov har modtaget adskillige priser og er blevet hyldet af den internationale presse som en enestående stemme i moderne musik. Hans musik bevæger sig ubesværet rundt i grænselandet mellem improvisation, ny kompositionsmusik, jazz, folklore og klassisk. Det er rent og beskidt, storladent og simplistisk, uafrysteligt og stærkt nærværende.


Jacob Anderskov. Foto: Victor Hideo

Til SLOW.-arrangementet kaster Anderskov sig over den franske komponist Erik Satie (1866-1925), som er kendt som lidt af en grænsebryder både personligt og musikalsk. Satie lavede musik på en fundamentalt ny måde uden taktstreger og hverken i dur eller mol. ’Møbelmusik’ var hans betegnelse for de stykker, der ikke var skabt til koncerter, men i stedet blev installeret i rummet som et møbel - moderne ’ambient music’ 100 år før sin tid!

Satie var tidligt klar over at han ikke hørte til indenfor normerne. Han blev smidt ud fra musikkonservatoriet, deserterede fra hæren og foretrak et tvangsfrit liv i Paris' boheme-kvarter Montmartre, hvor han levede blandt drankere og filosoffer og tjente til føden ved at spille på caféer.
Længe efter hans død blev Saties klavermusik udgangspunkt for den amerikanske minimalisme, modernistiske billedkunstnere har dyrket hans surrealisme og jazzmusikere de originale akkorder i musikken. Erik Satie er blevet en klassiker - fordi han var en afviger.

Grænseløst genremøde på balkonen

Aftenen rundes traditionen tro af med godnattoner fra balkonen – denne gang på baggrund af et grænseløst genremøde mellem operasanger Jakob Bloch Jespersen og den elektroniske musiker Najaaraq Vestbirk aka Courtesy.

Jakob Bloch Jespersen er en efterspurgt koncertsanger over hele Europa med et repertoire strækkende sig fra det 17. til det 21. århundrede. Især har han beskæftiget sig med den tyske barokmusik og i særdeleshed J.S. Bach i samarbejde med ensembler som Concerto Copenhagen, Lautten Compagney, Arte Die Suonatori, Wroclaw Baroque Orchestra, Trinity Baroque, Barokksolistene, Leipziger Kammerorkester. I det moderne repertoire har han medvirket i uropførelser med bl.a. Athelas Sinfonietta, London Sinfonietta, Kammerensemble Neue Musik Berlin og Theatre of Voices.


Jakob Bloch Jespersen. Foto: Nanna Kreutzman

På Glyptoteket møder Bloch den elektroniske musiker Najaaraq Vestbirk.
Under navnet Courtesy spiller Najaaraq Vestbirk elektronisk musik, som hun selv beskriver som ’spacecraft techno’. Hun debuterede fra Red Bull Music Academy Tokyo i 2014 og har siden da indtaget en lang række festivaler, bl.a. Distortion, Way Out West , Øya Festival, Roskilde Festival samt Sonar København, Stockholm og Barcelona. Najaaraq Vestbirk er født i Grønland men bosat i København, hvor hun også er DJ på Københavns største technoklub Culture Box samt arbejder som en musikjournalist.

Hvad mødet mellem disse vidt forskellige musikalske verdener fører med sig, kan opleves til SLOW på Glyptoteket på torsdag.


Najaaraq Vestbirk aka Courtesy. Foto: Emil Friis-Jensen

Program med talks, omvisninger og musik

17.30: NY UDSTILLING. Udstillingen MALERI, som piller ved de mere formelle grænser som billedramme og rum, åbner.

18.00-21.20: 9 OMVISNINGER I 9 MALERIER. Hardcore billedanalyser af 20 minutters varighed i hvert af udstillingens værker.

17.15, 19.15, 20.15: OMVISNING – GRÆNSELØS KUNST. Med nedslag i Glyptotekets samling ser vi på hvordan indflydelser og impulser gennem historien har præget kunsten på tværs af historien og geografiske afgrænsninger.

18.00: SÆROMVISNING – ANTIKKE SKULPTURER. Tidens tand har sat sit præg på Glyptotekets samling af antikke skulpturer. Det samme har museers ideer om, hvordan skulpturerne helst skulle tage sig ud. Ved ph.d. stipendiat Amalie Skovmøller.

18.15: TALK I CAFÉEN. Glyptotekets direktør Flemming Friborg fortæller om grænser i kulturens og kunstens historie.

18.45, 20.15: TALK – OVER HAVET. Museumsinspektør Jan Kindberg Jacobsen fortæller om, hvordan mennesker og tro i antikken bevægede sig på tværs af etniske og kulturelle grænser.

19.00: MUSIK I MAUSOLEET. Pianist og komponist Jacob Anderskov spiller værker og improvisationer over grænsebryderen Erik Satie.

20.00: TALK MED TAL R: Kunstneren Tal R gæster journalist Poul Pilgaards Johnsen i Caféen til en samtale om grænser i kunsten.

21.40: GODNATSANG FRA BALKONEN. Operasanger Jakob Bloch Jespersen runder aftenen af sammen med den elektroniske musiker Courtesy i et grænseløst genremøde.

SLOW. – Grænser
Torsdag d. 26. november kl. 17-22
Glyptoteket, Dantes Plads 7, 1556 København V
95 kr. / U. 27 år: 50 kr. / U. 18 år: Gratis

Se Facebook-event