Kvindelige skabende kunstnere er i fokus under Talk Town

Samtidens kvindelige komponister er på koncertprogrammet når SCENATET optræder under Talk Town - en tredages samtaleby om køn, ligestilling og feminisme. Dansk Komponist Forening og JazzDanmark inviterer til koncert og seminar om kønsubalancen i den musikalske fødekæde.

Af Camille Roth

Kvinders ligestilling er i fokus når København i år er vært for den internationale kvindekonference Women Deliver fra den 16.-19. maj 2016. I dén forbindelse har Dansk Komponist Forening og JazzDanmark taget initiativ til at diskutere kvinders vilkår i musiklivet, hvor kønsdebatten for alvor har udfoldet sig gennem de sidste par år.

Statistikkerne i den omfattende Niras-rapport fra 2011 viser tydeligt, at kvinder er stærkt underrepræsenteret i stort set alle områder indenfor musikbranchen, og det gælder både de skabende og udøvende musikere, bookere, formidlere og andre gatekeepers, undervisere, forskere og beslutningstagere.

Hvordan man skal gøre noget ved det og hvor i fødekæden man bør sætte ind er der mange holdninger til, og det er blandt andet det, der skal debatteres ved seminaret den 19. maj. Folk fra alle led i musiklivet inviteres til at udveksle erfaringer og idéer i håb om at udvikle konstruktive forslag til projekter og fokusområder.

Heidi Rottbøll Andersen faciliterer seminaret, der starter med et oplæg om hvorfor kønsbalance er godt for alle – inklusive mænd. Heidi Rottbøll Andersen er stifter og direktør for firmaet Living Institute og har siden 2004 rådgivet virksomheder i hele verden omkring kønsdiversitet og kulturel intelligens. Udover oplæg kan deltagere i seminaret også opleve blokfløjtenisten Louise Hjort, der spiller nye elektro-akustiske fortolkninger af historisk musik af kvindelige komponister. Som indspark i debatten vil Louise Hjort også fortælle sin egen historie.

Kvindelige forbilleder på programmet

I den nylige kritik af nogle af de store musikfestivaller i Danmark har debatten især drejet sig om manglen på kvindelige forbilleder for de nye, unge musikere. Derfor har Dansk Komponist Forening og JazzDanmark bedt de kunstneriske ledere af SPOR Festival Anna Berit Asp Christensen og Anne Marqvardsen om at kuratere et stærkt, kvindeligt koncertprogram til arrangementet under Talk Town. Med arrangementet forsøger de at fremhæve kvinderne i det skabende led i den musikalske fødekæde.

Onsdag den 18. maj 21.30 præsenterer SCENATET således et overflødighedshorn af værker skabt af internationalt anerkendte, kvindelige komponister og musikere.

Jennifer Walshe er kendt for at have skabt et helt persongalleri af alter egoer i en forestillet fortælling om de glemte og oversete kvinder og queers i europæisk musikhistorie. Det fiktive kunstnerkollektiv Grúpat udstillede blandt andet film, billeder og lydkunstværker på Kvindemuseet under sidste års SPOR Festival. Til SCENATETs koncert den 18. maj er det den irske multikunsters komposition Everything you own has been taken to a depot somewhere, der skal opføres gennem lyd, koreografi og et festfyrværkeri af glitter.

SCENATETs performative talenter bliver også udnyttet til fulde, når de opfører den amerikanske komponist, performer og mediekunstner Jessie Marinos værk The Whale Is A Capital Fish. Værket er skrevet særligt til SCENATET og tager udgangspunkt i 1950’ernes multitaskende radioværker i en legende tilgang til iscenesættelsen af musik.

Rækken af nyskabende kvindelige komponister fortsætter med den danske komponist Mette Nielsens værk Fragmented Obstructions, hvor musikernes gestik integreres i det hun kalder 'usvidet unison'. I østrigske Eva Reiters værk Alle Verbindungen gelten nur jetzt fokuseres der på instrumenternes indbyrdes relationer og i værket Briefe.Puppen af tyske Sarah Nemtsovs udfolder der sig et spændingsfelt mellem frihed og præcision for elguitar og slagtøj.

Flere kvinder inviteres på scenen

Udover SCENATET inviteres flere kvindelige kunstnere også på scenen. Lydkunstneren Ragnhild May uropfører værket Exploration of High Frequency - en komposition for selvbyggede instrumenter med slidewhistles anblæst af elektriske luftpumper. Værket skaber en højfrekvent lyd, der minder om sinusbølgen og i oplevelsen af værket frembringer den det psykoakustiske fænomen differenstonen.

Ane Østergaard – også kendt fra Band Ane – gæster også scenen med et værk om fortiden, fremtiden og rummet og Felia Gram-Hanssen optræder i samarbejde med koreografen Karis Zidore Christensen med værket Circular sound.

Musikskoler for piger

Nogle af de tiltag der allerede afprøves for at påvirke fremtidens kønsbalance i musiklivet er musiklejre for piger i skolealderen, da meget peger på at det allerede er tidligt i udviklingen, at mange piger falder fra i forhold til musikken. Inspireret af initiativer i Sverige startede ROSA Pop-pilot initiativet i 2012, der fungerer som en intensiv musiklejr kun for piger, hvor udelukkende kvindelige musikere underviser og inspirerer pigerne til selv at starte bands og skrive musik.

I jazzens verden har JazzDanmark i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival i 2014 lanceret JazzCamp For Piger - et lignende format, hvor man underviser i jazz og improvisation henvendt til piger på 10-15 år.

Og indenfor den nye kompositionsmusik startede SPOR festivalen sidste år initiativet Spor New Music School for unge musikskoleelever i 11-15-årsalderen. Her arbejder de med at skabe og nyfortolke kompositionsmusik i grupper. Projektet finder i skrivende stund sted for anden gang og har aktivt fokus på at kønsfordelingen er 50/50.

Talk Town
18. - 20. maj 2016 
Den Grå Kødby, København V
Læs mere her

Koncert med SCENATET
Onsdag d. 18. maj kl. 21.30 
Det Hvide Rum, Slagtehusgade 11, København V
Gratis entré

Seminar om kønsubalancen i musiklivet
Torsdag d. 19. maj kl. 9.00-16.00 
Slagtehusgade 5e, København V
For yderligere info og tilmelding: Kontakt Tina Schelle ts@komponistforeningen.dk
Tilmelding skal ske senest 12. maj