Kunstfonden præmierer rekordstort antal værker

Statens Kunstfond præmierer hvert år et antal musikværker, som har betydet noget særligt i dansk musik. 2016 har været et pragtfuldt år for musikken, hvilket har resulteret i et rekordstort antal præmieringer. Hele 17 værker hædres for at være særligt vigtige bidrag til dansk musik anno 2016.

Af Line Wium Olesen

17 værker på tværs af musikalske genrer har i følge Statens Kunstfon haft særlig betydning i 2016. Formanden for Legatudvalget for musik, Kristina Holgersen, siger om præmieringerne:

»Vi har valgt 17 udgivelser og værker, som hver på deres felt har markeret sig stærkt kunstnerisk i 2016.  Hvor musikken og teksterne stiller spørgsmål til os som mennesker, skaber lydhørhed, identifikation eller forundring. Det er så at sige udvalgets playliste til en musikalsk dannelsesrejse anno 2016«

Musik til orgel og BEINTA

På listen over de musikere og komponister, som hædres for deres værker finder du bl.a. Ragnhild May og Stefan Maier. Duoen modtager en præmiering for værket Music for Organs, som de uropførte i KoncertKirken under dette års G((o))ng Tomorrow festival. Performanceværket er skabt specifikt til KoncertKirkens rum og festivalen med udgangspunkt i orgelet som instrument, og på koncertaftenen var det både kirkens orgel og hjemmebyggede mikrotonale orgler i kombination med modulare synthesizere, der fyldte kirken med lyd. Med værket udforsker Ragnhild May og Stefan Maier psykoakustiske fænomener såsom ’binaural beating’, differenstoner og ’second order beats’. Værket præmieres med 50.000 kr., hvilket begrundes således:

»Under årets Gong Festival opførte Ragnhild May og Stefan Maier et meget særligt stykke musik. I Music for Organs lykkes det kunstnerne at skabe en fornem installationskoncert med stor forståelse af rum og lydkilder. Det resulterer i et kræsent og smukt værk«.

Komponisterne Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð og Allan Gravgaard Madsen modtager en præmiering på 100.000 kr. for værket BEINTA – en symfonisk sangcyklus.


Statens Kunstfonds Legatudvalg for musik begrunder præmieringen således:

»Beinta er et gribende smukt og dramatisk symfonisk kvad, frigjort af genrer og tradition. Orkestreringen har skabt et særligt dybt perspektiv med overraskende detaljer og stemmen fuldt integreret. Lytteren omsluttes af værket, som ramme om de indre landskabers dramatiske kompleksitet. Det er tristesse og medrivende Nordic Noir«.


Værket 'Beinta' blev uropført på SPOT festival 2016.

En klaverkoncert og en sprudlende symfoni

Legatudvalget for musik viser i år stor begejstring for kompositionsværker og hædrer i den henseende også den garvede komponist Bent Sørensen for sin klaverkoncert Mignon samt komponist Rune Glerup for SymfoniMusikdramatikken bliver ligeså fejret i form af Thomas Agerfeldt Olesens opera The Picture of Dorian Grey, og den elektroniske, minimalistiske komposition hyldes med en præmiering af SØS Gunver Ryberg og Martin Stig Andesens Inside. Alle tildeles 50.000 kr.

Begrundelsen for præmieringen af Bent Sørensens Mignon lyder: 
»Den lille klaverkoncert ’Mignon’ lægger navn til denne samling af værker, som alle har den for Bent Sørensen så karakteristiske gennemsigtige hvidhed. Musikken er uforskammet romantisk – næsten som musik af en reinkarneret Robert Schumann – men samtidig umiskendelig Sørensensk. Ren skønhed.«

Begrundelsen for præmieringen af Rune Glerups Symfoni lyder
»Værket med den traditionelle titel Symfoni, er et ualmindeligt utraditionelt og sprudlende værk af den 35-årige komponist. Musikken er energisk og på samme tid helt statisk på en meget ejendommelig og nærmest antisymfonisk måde. Et herligt værk.«

Begrundelsen for præmieringen af Thomas Agerfeldt Olesens The Picture of Dorian Gray lyder
»Sangerne er placeret i orkestergraven, og dansere danser handlingen på scenen i Thomas Agerfeldt Olesens originale opera. Musikken er storslået orkestermusik i cinemascope. Ros til Dacapo, der står for denne DVD-udgivelse, der dokumenterer et stort og modigt projekt fra Den Jyske Opera.«

Begrundelsen for præmieringen af SØS Gunver Ryberg og Martin Stig Andersen, Inside lyder: 
»Kunstnerne brillerer med uovertruffen og stram minimalistisk komposition og lyddesign med perfekt integrerede ledetråde i spillets narrativ og dertil udnytter de de mange tekniske benspænd til at løfte det musikalske op på et sjældent hørt niveau i computerspil. Underspillet, smukt og alligevel dystert, aggressivt og mareridtsagtigt.«

Øvrige Præmieringer: 

100.000 kr.:
Bisse (Thorbjørn Radisch Bredkjær) for Happymeal og Højlandet.
Marius Neset for Snowmelt 

50.000 kr.:
Agnes Obel for Citizen of Glass
Sivas for Familie for Para
Benal for Nu
Michael Falch for Pludselig Alting Samtidig
Irah for Into Dimensions
Heine Hansen for Signature
Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet for You’re Beautiful I’m Beautiful Lets Have a Beautiful Night
Jóhann Jóhannson for Arrival
Ole Buck for Naacal

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik består af komponist og sangskriver Kristina Holgersen (formand), komponist Line Tjørnhøj, komponist Mike Sheridan, komponist Anders Brødsgaard og jazzpianist Mads Bærentzen.

Øverste foto: Ragnhild May under uorpførslen af Music for Organs. Foto: Lars Bjarnø.