Kroppen i musikken

Den britiske kunstner- og komponistgruppe ARCO gæster i denne uge AUT i Aarhus, hvor de sætter den klassiske musik under kritisk lup i et laboratorium der udmunder sig i en performance på lørdag den 27. februar.

Af Mie Petri Lind

Uge 8 summer af musik og eksperimenter på Ambassaden i Aarhus. Aarhus Unge Tonekunstnere har besøg af den eksperimenterende musikteatergruppe ARCO og tager fat i den klassiske musik under overskriften Corpse in context. Eksperimenterne finder sted den 22. – 26. februar og den 27. februar opføres en kropsorienteret musikperformance med Neil Luck, Adam de la Cour, Chihiro Ono, Benedict Taylor og Sebastian Edin på scenen. Samproduktionen er en del af det internationale projekt ”CoOPERAtion” etableret af AUT.

Klassisk musik er død

Der arbejdes i projektet med en idé om, at den klassiske musik bygger på et fundament af et forældet, elitært verdenssyn. Et fundament af den europæiske mands aristokratiske og intellektuelle overlegenhed, som ARCO mener er out-of-touch og irrelevant i dag. Udgangspunktet er således at den klassiske musik, som vi kender den, er død, dens love må opløses og redefineres.

Nedbrydning af kroppen

Corpse in context har som ambition at bryde ud af dette og genoplive det opløste, klassiske korpus. På scenen nedbrydes kroppen gennem distraktion, maskering, elektriske stød, omformning og svækkelse. Den privilegerede krop og musikernes dekadente uddannede lemmer omprogrammeres og tvinges til at mislykkedes. Denne form, denne NEW FALLIBILITY, inden for musisk komposition peger i retning af en ny æstetik og muligvis en ny forståelse af skønhed.

Normally, let us assume we are delighted by a sunset.
We are not delighted by a corpse.
But if we place the corpse within a certain composition, let us say—we are then delighted by the composition of which the corpse is a part.
 –
Richard Formann

I britisk teatralsk slang anvendes "corpsing" på scenen som et brud i karakter, at glemme linjer eller grine. Det er et nedsættende udtryk, men måske kan det byttes ud med Foremans kadaver og genbruge det. Måske er der alligevel liv efter døden.

Eksperimentelle tilgange til musikteatret

Ensemblet ARCO har fokus på eksperimentelle tilgange til musikteatret. Deres arbejdsmetoder fungerer oftest kollaborativt ved at udforske alternative tilgange til liveperformance-praksis som et udgangspunkt for det nye kreative arbejde. I Aarhus samarbejder de med lydkunstneren og komponisten Sebastian Edin, som er studerende på DIEM på Det Jyske Musikkonservatorium.

Til Aarhus-projektet Corpse in context har ARCO medbragt eksisterende og nyt materiale, som i høj udstrækning er bastardiseret og bøjet til en grad, der tager det langt fra dets originale kilder og intentioner. Desuden præsenterer Sebastian Edin Lethe, et stykke for amplifier-performer og metalresonator som er knyttet til bryst og hænder, der effektivt omformer den performende krop til en højtaler, og transformerer hænderne til redskaber som filtrerer lyd. Hermed opsættes et taktilt spil mellem hud og rungende metal. 

AUT & ARCO: Corpse in context
Laboratorium: 22. – 26. Februar 2016
Performance: 27. februar kl. 20.00
Ambassaden, Rosensgade 11, 8000 Aarhus

Se facebook-event