KLANGSPUREN kigger mod nord

Den østrigske festival KLANGSPUREN åbner på torsdag og løber frem til den 27. september. I år kigger festivalen mod nord, og under overskriften ’Nordlicht’ præsenteres bl.a. en lang række danske komponister og musikere.

Af Mie Petri Lind

Når én af Østrigs største festivaler for ny musik, KLANGSPUREN, på torsdag slår dørene op, er det med masser af danske navne på programmet. Årets festivalkomponist er Hans Abrahamsen, der vises film af Lars von Trier og Jørgen Leth og blandt de optrædende kunstnere er SØS Gunver Ryberg, Bjarke Mogensen, Toke Møldrup, Katrine Gislinge og Esbjerg Ensemble.
Rækken af komponister der præsenteres på festivalen tæller - foruden Hans Abrahamsen - Christian Winther Christensen, Bent Sørensen, Henning Christiansen, Simon Steen-Andersen, Niels Rønsholdt og Juliana Hodkinson – en perlerække af danske komponister, som nu opføres af store, internationale ensembler.


Åbning med dansk festivalkomponist og et værk, som blæste væk!

KLANGSPUREN skydes i gang med en åbningskoncert d. 11. september, hvor det lokale Tiroler Symphonieorchester Innsbruck har to danske navne på programmet. Festivalkomponisten Hans Abrahamsen (f. 1952) introduceres her med to værker; ’Stratifications’ fra 1973-1975 samt uropførelsen af ’Choral für Luigi Nono’ skrevet i 2014.


Den danske komponist Hans Abramhamsen er årets festival-komponist på KLANGSPUREN.

Efterfølgende uropfører orkestret, sammen med de danske solister, Bjarke Mogensen, akkordeon og Toke Møldrup, cello, Christian Winther Christensens orkesterværk ’Chromatische Weltmusik (ohne fremde Elemente)’. Værket skulle oprindelig have været uropført af DR SymfoniOrkestret i december 2013 i forbindelse med Dansk Komponistforenings 100 års jubilæum, men blev aflyst pga. af stormen Bodil. Det er således en længe ventet uropførelse, man kan opleve i Tyrol på torsdag.
Da koncerten blæste væk i december-stormen radiotransmitterede DR generalprøven på værket. Hør optagelsen af ’Chromatische Weltmusik’ her

Åbningsweekenden byder også på koncerter med det tyske Ensemble Modern, som er blandt verdens førende ny musik-ensembler. Ved den store koncert lørdag aften, spiller de bl.a. Hans Abrahamsens ’Wald' for ensemble fra 2008/2009. Forinden koncerten kan man opleve Hans Abrahamsen og aftenens øvrige komponister i samtale med Matthias Osterwold, som er kunstnerisk leder af KLANGSPUREN Schwaz. 

Både lørdag og søndag eftermiddag afholdes der desuden KLANGSPUREN internationale Ensemble Modern-akademi, som siden 2003 har været en vigtig del af den tyrolske festival. I et samarbejde mellem Ensemble Modern og årets festivalkomponister, instrueres udvalgte, unge musikstuderende i at opføre nye kompositionsmusik, hvilket i år kan opleves lørdag d. 13.9. kl. 17.00, hvor bl.a. Hans Abramhamsens ’Schnee’ for klaverkvartet (2006) og Steingrimur Rohloffs ’Schtagededong’ for fløjte, violin, celle og klaver (2010) opføres, og søndag kl. 20.00, hvor Hans Abrahamsens ’Märchenbilder’ for kammerorkester fra 1984 er på programmet.

Lørdag kan man i øvrigt inden koncerten opleve Hans Abrahamsen i samtale med Johannes Schwarz fra Ensemble Modern og musikjournalisten Wolfgang Praxmarer.

Weekend med 40-års jubilarer og dansk performance
KLANGSPURENs anden weekend byder også på masser af danske navne.
Fredag den 19. september optræder den verdensberømte Arditti-kvartet, som i år fejrer sit 40-års jubilæum. Kvartetten blev grundlagt i 1974 af violinisten Irvine Arditti, og har siden da markeret sig som en af de vigtigste aktører på ny musik-scenen med hundredevis af uropførelser og et tæt samarbejde med en lang række komponister.
På programmet på KLANGSPUREN er Bent Sørensens 'Angels’ Music’ fra 1988, samt hele tre værker af Hans Abrahamsen, nemlig ’Air’ (2006), ’Streichquartett Nr. 4’ (2012) og ’Three Little Nocturnes’ (2005).
Koncerten introduceres af SNYKs leder Thorbjørn Tønder Hansen, og kan siges at pege frem mod årets Wundergrund festival, hvor netop Arditti-kvartetten gæster København.


Arditti Quartet kan opleves på KLANGSPUREN og senere på året på Wundergrund festival i København.

Senere samme aften optræder SØS Gunver Ryberg med en elektronisk performance ved festivalens Late Night Lounge. SØS Gunver Ryberg eksperimenterer i feltet mellem lydkunst og elektronisk musik, og anvender forskellige lydkilder som f.eks. reallyd, der bearbejdes og sammensmeltes med elektroniske lyde.

Afslutningsweekend med Esbjerg Ensemble og danske komponister
KLANGSPUREN festivalen rundes af den 27. september, hvor man om eftermiddagen kan opleve ensemblet Windkraft Tirol sammen med studerende fra Musikgymnasiet i Innsbruck. På programmet har de bl.a. Niels Rønsholdts ’AL-AQSA (The Furthest)’. 

Om aftenen er festivalens store finale en dobbeltkoncert med Tiroler Ensemble für Neue Musik og Esbjerg Ensemble.
Tiroler Ensemble für Neue Musik har Simon Steen-Andersens ’Next To Beside Besides #0+4’ fra 2003/2006 på programmet, inden Esbjerg Ensemble runder aftenen af med et program der både byder på uropførelsen af Juliana Hodkinsons ’The Coastline Piece III’ (2014), Carl Nielsens ’Tre klaverstykker op. 59’ (1928) i en nykomposition af Hans Abrahamsen samt Bent Sørensens ’Pantomime’, som er en del af trilogien ’Papillons’ som har haft sin premiere i løbet af 2014. Trilogien er skrevet til pianisten Katrine Gislinge, som også er solist ved koncerten på KLANGSPUREN.
Læs mere om Bent Sørensens værk her.


Esbjerg Ensemble spiller aflsutningskoncert på KLANGSPUREN. På programmet er der masser af danske komponister.

Dansk film-aften med Fluxus-lyd
Foruden de mange koncerter med dansk musik på programmet, er der som en del af KLANGSPURENS danske fokus også arrangeret en filmaften, hvor Jørgen Leth og Lars von Trier præsenteres. Det foregår den 23. september, hvor tre film, der udforsker musikkens rolle i film, vises.

Først vises Jørgen Leths kortfilm ’Det perfekte menneske’ fra 1967. Musikken til filmen er skrevet af den danske Fluxus-komponist Henning Christiansen.
I 2003 genindspillede Jørgen Leth filmen i fem forskellige udgaver, efter at han fik fem udfordringer af vennen og kollegaen Lars von Trier. Dette projekt blev til filmen ’De fem benspænd’, som vises efterfølgende, og hvor også Henning Christiansens oprindelige musik udsættes for ”hindringer”.
Sidst vises Lars von Triers film-musical ’Dancer in the dark’ fra 2000, hvor musikken er skrevet af den islandske sangerinde Björk. 

Henning Christiansen kan i øvrigt også opleves tirsdag d. 16. september, hvor Wolfgang Mitterer spiller orgelkoncert i Dom zu St. Jakob. Som en hyldest til den danske Fluxus-komponist spiller Mitterer andensatsen af ’Fluxorum organum’ fra 1967.


KLANGSPUREN får således for alvor kastet et blik mod nord – ikke mindst Danmark – og præsenterer en række yngre og etablerede komponister og musikere for det østrigske publikum.
Den danske del af KLANGSPURENs program er skabt i samarbejde mellem KLANGSPUREN og SNYK og er støttet af Statens Kunstfond.