KLANG på REPUBLIQUE

”Modige komponister og musikere” sætter dagsordenen, når den københavnske avantgardemusikfestival på Republique i slutningen af maj vender stærkt tilbage, nyfødt som KLANG – Copenhagen Avantgarde Music Festival. Nu er festivalprogrammet klar, og det lyder af ungdom, nyhed og international styrke. Tilsat en god portion legelyst. 25. maj - 1. juni 2013.

Programmet tæller hele 17 uropførelser, 12 danske førsteopførelser fra internationale ensembler og komponister samt endda en håndfuld værker bestilt af KLANG specielt til festivalen.

Oplev til åbningskoncerten for første gang i Danmark den unge tyske Alexander Schuberts Point Ones, Simon Løfflers Graduale for solostemme, og mød den lovende kompositionsstuderende Mette Nielsen, der konfronterer struktur med vildskab i uropførelsen af et værk bestilt af KLANG og Athelas Sinfonietta.

Mette Nielsen kombinerer struktur og vildskab

Dagen efter kan du gå ombord i Jexper Holmen og Frode Andersens rumskib ”Alnitak” og blive ført til en verden af spilledåser og akkordeoner, hvor et musikalsk landskab færdigudvikles og opføres af de to komponister i samarbejde med lokale amatørmusikere.

En særlig gæstestjerne på festivalens anden dag er den japanske multikunstner Ryoji Ikeda, der med sit audiovisuelle værk ”Test pattern” viser et intenst flimrende sort og hvidt billedlandskab, som svæver og vrider sig i mørket til et kraftfuldt og skarpt synkroniseret lydspor.

Ryoji Ikedas "test pattern"

Mandag kommer det veletablerede og progressive tyske Ensemble Recherche og opfører værker fra seks modige danske og udenlandske komponister. Nicolai Worsaae, der er kendt for at udfordre ny musiks klassiske koncertformer i sammenhæng med andre kunstarter. Simon Steen-Andersen, der lokker skjulte stemmer og facetter frem fra instrumenterne i Study for String Instruments #1. Jeppe Just Christensen med en stille sommersiler af næsten jazz'et karakter og komplekst temperament. Belgiske Stefan Prins byder på barske fordybelser med Piano Hero for keyboard, klaver, skærm og kød. Koncerten rundes af med italienske Clara Ianottas skæve skønhed, inden koncerten afrundes og franske Gérard Pessons Mes Béatitudes, en flimrende, nuanceret og poetisk klaverkvartet.

Ensemble Recherche

Sent mandag aften slipper en gruppe vilde unge fra Hamburg deres avantgardeprojekt ”Decoder” løs på festivalscenen. Regn med alt, lige fra elektronisk støj og digitalt manipuleret akustisk percussion til karrikeret skønsang, lyriske fragmenter, abrupte ordlege, løjerlige lydobjekter og knivskarp koreografi.

De vilde unge i Decoder Ensemble (http://decoder-ensemble.de/)

Efter denne session er mandag aften glødende, og den fortsætter med tre svenske kvinder, solisterne Karin Hellqvist og Anna Petrini samt komponisten Malin Bång, der er gået sammen om en helt særlig fælles forkærlighed for nye lydobjekter. De kalder sig Faint Noise og kombinerer klassiske instrumenter med elektronik, medier og ikke mindst en karakteristisk leg med ganske utraditionelle genstande.

Svenske Malin Bång er en af sin generations fremmeste komponister (http://www.stim.se/sv/PRESS/Intervjuer/Malin-Bang/)

Tirsdag aften begynder med workshopkoncert med Ensemble Recherche, der præsenterer seks uropførelser af unge danske studerende. Koncerten er slutresultatet af to dages intens workshop i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Herefter indtager endnu et svensk orkester, Curious Chamber Players, scenen. De byder på en performativ koncert, der mixer kunstarter og konventionelle klassiske instrumenter med hverdagsting og legetøj i helt nye lyduniverser.

Mens onsdag er festivalens hviledag, lægger torsdag ud med komponist og performer Wayne Siegel, professor ved Det Jyske Musikkonservatorium, der træder ind i rollen som både magiker, musiker og dirigent, når han opfører sit værk “Two Hands (not clapping)” for live-elektronik. Uden instrumenter i hånden tryller han musikken frem fra den rene luft via et webcam på sin laptop, der responderer på hændernes gestik i sit eget lydsystem og giver den elektro-akustiske musik en kropslig, visuel dimension.

Magikeren Wayne Siegel i Two Hands Not Clapping

Hvad sker der, når du stopper med at tro på en verden af gentagelser, ritualer og tilsløringer og finder dig selv i et limbo uden retning? Det spørger SØS Gunver Ryberg, Wubkje Kuindersma og Maja Lee Langvad om med deres flerdimensionale kunstværk “Ex-Sec-Tic” torsdag den 30. maj. En komponist, en koreograf og en forfatter lader toner, bevægelser og tale smelte sammen i en dybsindig fortælling om at være en lille del af noget meget større end dig selv.

Senere samme aften rykker Jeppe Just Instituttet ud af festivalpladsen til den nærliggende Café Hermod med hjemmebyggede instrumenter, voldsomhed, inderlighed og sentimentalitet. Skrammel-æstetik og bodegahygge for fuld udblæsning, der nok kræver et par ekstra omgange i baren.

Festivalens sidste to dage bliver et storslået stævnemøde med historisk perspektiv. Om fredagen spiller avantgardegruppen EKKOZONE fem elektroakustiske værker af senmodernismens grand old man Karlheinz Stockhausen. Og lørdag blændes der op for en forrygende afslutning med Athelas Sinfonietta og Center for Vild Analyse, der ihukommende 200-året for digterfilosoffen Søren Kierkegaards fødsel lader musik og filosofi befrugte hinanden med ”menneskets lidenskabelige eksistens” som omdrejningspunkt. Koncertens musikalske program er skabt af de internationalt berømte komponister François Paris (F), Daj Fujikura (JA), Gérard Zinsstag (CH) og Pelle Gudmundsen-Holmgreen (DK).

Hver festivaldag afsluttes med en session i Lars KyndesWandelende Tak” – en såkaldt musikmaskine, der bliver bygget i løbet af festivalen gennem en række performances sidst på aftenen. Wandelende Tak er det hollandske navn på det mærkelige insekt Vandrende Pind.

LÆS OGSÅ: Interview med Lars Kynde: Elefanthjerte, spilledåser og jernkæder - det handler om at gøre det selv

 

Se værket i aktion på videoen herunder.

 

KLANG – COPENHAGEN AVANTGARDE MUSIC FESTIVAL

25. MAJ – 1. JUNI

REPUBLIQUE, Østerbro Kaserne, Østerfælled Torv, 2100 København Ø

Læs mere om programmet

Download programbog