Kabaret på Dage med Brecht

FIGURA Ensemble åbner kulturfestivalen Dage med Brecht - en festival i det sydfynske som søger mødet,  både mellem forskellige kunstarter, men også mellem tyskere og danskere, flygtninge og fastboende, mellem publikum og kunstnere, musik og politik.

Af Anne Dalby

Festivalen Dage med Brecht løber af stablen i dagene fra den 24. – 28. februar i Svendborg – byen, hvor den verdensberømte tyske dramatiker, prosaist, litteraturteoretiker og instruktør Bertolt Brecht (1898-1956) tilbragte seks år af sit liv som flytning. Festivalen bruger Brecht, som i dag står som en af 1900-tallets mest fremtrædende og indflydelsesrige, men også kontroversielle tyske forfattere, som ramme for festivalen, hvor der stilles skarpt på nogle af forfatterens hjertesager, nemlig kunstneriske refleksioner over emner som flugt, grænser og verdensforvandlig.

I sit virke blandede Brecht spyt med de dynamiske, tyske komponister Kurt Weil og Hanns Eisler, med hvem han var med til at skabe det man kalder kulturradikal musik. - En musikform, som i den musikvidenskabelige professor Michael Fjeldsøes optik er musik, der forsøger at omsætte radikale idealer til konkret musik eller musikalsk praksis. Kulturradikal tænkning tror i følge Fjeldsøe på den moderne kunsts nødvendighed og samfundsmæssige virkning, og ønsker at kommunikere med et stort publikum. Kan musik skabe ændringer i verden eller er det en utopi? Du kan læse mere om kulturradikal tænkning her



Bertolt Brecht & Kurt Weill - Alabama Song

Festivalen åbnes med en koncert af FIGURA – et musikalsk kollektiv, som gennem mere end 20 år har udfordret publikum gennem både koncerter og moderne musikdramatik. Denne aften står FIGURAs mezzosopran Helene Gjerris i front sammen med kontrabassist Jesper Egelund, slagtøjspiller Frans Hansen og akkordonist Andreas Borregaard. Sammen præsenterer de en bred vifte af politiske sange, skrevet af Hanns Eisler og Kurt Weill, til Brechts tekster. Ydermere byder de på andre samtidige kabaretsange, ikke mindst sange af Otto Mortensen, ligeledes skrevet til Brechts tekster. Hele koncertprogrammet opføres i originale arrangementer, der trækker på FIGURAs mangeårige erfaringer som de nulevende komponisters ensemble.


Helene Gjerris fra FIGURA Ensemble 

Har du ikke mulighed for at opleve FIGURAs Kabaretkoncert i Svendborg, så sæt allerede nu kryds i kalenderen den 31. oktober, hvor FIGURA har premiere på Kabaret på Teater Får302! Læs mere her

Dage med Brecht - Festivalåbning med FIGURA 
Onsdag d. 24. februar kl. 19.30-21
Svendborg Bibliotek
Fri entré - Svendborg Bibliotek vil være vært ved et glas til lejligheden. 

Læs mere om Dage med Brecht 
Læs mere om FIGURA