Høsttidløs – en musikpoetisk landskabsfilm

Gallapremiere på filmen ’Høsttidløs’ med Per Nørgård og Kroger Kvartetten i Stærekassen lørdag den 14. november klokken 14.00.

”En afsides beliggende herregård på Lollands vidstrakte marker fyldes med musikere og forvandles til et underfuldt, klangfuldt bistade. Denne film er opbygget som en indføring i musikkens verden.”

Sådan beskriver Kroger Kvartetten den nye film ’Høsttidløs’, som den franske instruktør Martin Verdet står bag.

Toner, tid og talenter

Filmen er optaget på Frederiksdal, og den viser årstidernes skiften og musikkens tilbliven. Vi følger Per Nørgård og hans arbejde med Kroger Kvartetten samt cellomestrene Ralph Kirshbaum og Valter Despaljs undervisning af unge talenter, alt imens kirsebærrene høstes, og den tunge lerjord vendes.

Dette lille poetiske åndehul kan opleves på CPH:DOX Festivalen, inden filmen skal spille på flere store festivaler rundt omkring i Europa.

Her kan du se filmen:

Filmen vises første gang den 8. november klokken 14.15 i Cinemateket, København.

Gallapremiere den 14. november klokken 14.00 i Stærekassen, København. Denne dag er der desuden urpremiere på Per Nørgårds solocellostykke ’En gang skal du være en af dem, som levede for længe siden’ spillet af Jakob Kullberg.

Instruktøren vil være til stede ved begge fremvisninger.

Billetter koster 70 kroner og købes på www.cphdox.dk