Guide til din Phono Festival

Fra den 6. til den 8. oktober er det igen tid til Phono Festival i Odense. I løbet af de tre dage vil du blive mødt af kompromisløse genremøder, imponerende performances og lysinstallationer alt imens dine øregange fyldes med pumpende techno, hypnotiserende rytmer, hip hop fra undergrunden og meget, meget mere. På Phono16 er der noget for alle. SNYK dykker ned i festivalens spændende program.

Af Line Wium Olesen

Phono Festival transformerer i dagene 6. til 8. oktober 2016 atter Odense til et mekka for elektronisk audiovisuelt musik. I den gamle FAF-bygning med den karakteristiske silo på Odense Havn kan du opleve et sprudlende program med eksperimenterende og kunstneriske musikoplevelser, flankeret af spektakulære performances og flotte lysinstallationer. Selvom den elektroniske musikgenre er i fokus på Phono er der noget for alle, og det er nu 11. år i træk, at festivalen vil fremlægge klare beviser for, at musik sagtens kan være udfordrende og samtidig være garant for en fest af dimensioner. 


Den legendariske Detroit-DJ Anthony Shake Shakir lægger musik til fredagens nattefest til PHONO Club. 

Legender og unge stjerneskud

Programmet for Phono Festival er spækket med imponerende hovednavne, men festivalen jubler særligt i år over at have det stærkeste lineup til dato, når det kommer til den nye undersøgende og innovative elektroniske musik.

På listen over legender finder du blandt andet den amerikanske techno/house-producer og DJ Anthony Shake Shakir, som siden de tidlige 80’ere har været med til at forme Detroit-technoen med udgivelser på banebrydende labels som Metroplex, Clone Records og Rush Hour Music. Fredag nat vil legenden holde festen i gang i de sene nattetimer, når han tager publikum 30 år tilbage, til hvor det hele startede.
Den absolutte headliner på Phono16 er techno-pioneren Moritz von Oswald, der gæster festivalen med en trio i eget navn. Oswald har siden 90’erne trukket musikalske forbindelser fra Detroit via Jamaica til Berlin, og er, med de uudslettelige aftryk han løbende har sat, en af de få, der har formet en genre helt fra bunden. På Phono16 præsenterer han med sin trio, der yderligere består af afrobeat-legenden Tony Allen og Max Loderbauer på synthesizers, et særegent mix af lyddesign, dub, techno, jazz og krautrock. 

  

I den yngre ende af programmet finder du flere af nutidens stjerneskud, og mange af dem har allerede nu sat mindeværdige spor i den elektroniske musik.
En af dem er den danske newcomer Central fra Aarhus, som siden 2013 allerede har fået opbygget sig et imponerende bagkatalog med udgivelser på både bånd og vinyl. Central formår på helt særlig vis at operere i grænselandet mellem house, experimental og techno, og har i de sidste få år bragt et friskt pust til den danske undergrundsscene
Du kan også opleve nye samarbejder og kompromisløse genremøder blandt andet i form af en fusion af skæv rap fra hip hoppens undergrund med tunge elektroniske beats, samt hård bas i sammenspil med dekonstrueret shamanistisk klubmusik og meget mere. 

Scenen i centrum

På Phono16 er det ikke kun lyde, der vil massere sanserne. I store dele af programmet er der lagt op til spektakulære sceneshows og mærkværdige instrumentinstallationer, der alt sammen med garanti bliver unikke syn for øjenene. 
Festivalen åbnes af performanceprojektet JiFlure, som franske Jean-Francois Plomb står bag. JiFlure består i bund og grund af en interaktiv installation – et slags instrument, der er bygget af blandt andet tandhjul og remskiver. I performancen interagerer Plomb selv med installationen og tilfører endnu en lydlig dimension med pedaler og manuel perkussion. 

Den japanske duo Group A sætter ligeledes scenen i scene med deres bizarre performance, som underbygges af deres rå lyd, der er inspireret af tidlig industriel musik, 60-70’er noise, dark wave samt minimal wave. Tommi Tokyo (synthesizer, vokal og perkussion) og Sayaka Botanic (violin, synthesizer og kassettebånd) tager dig med på en rejse ind i et dystopisk og smukt univers, når de lørdag aften indtager de rå kulisser i FAF-bygningen.  

Virtual reality

Den allestedsværende virtuelle virkelighed finder også vej til Odense Havn i den første virtual reality-koncert nogensinde i Danmark.
Den iranske multiinstrumentalist, komponist, pladeproducer og filminstruktør Ash Koosha besidder den synæstetiske evne at kunne se lyde. Denne evne bruger han i sit arbejde, hvor han behandler lyd som et fysisk element. Et element han aktivt manipulerer for at skabe koncerter, der giver oplevelser for både øjne og ører. Koosha er fascineret af fremtiden og hvordan mennesker interagerer med de digitale omgivelser, og denne filosofiske natur skinner igennem i hans musik og performances, hvori han implementerer dele fra teknologien bag virtual reality. Hvordan en virtual reality-koncert forløber kan du se torsdag aften kl. 21.15.

Med acts som JiFlure, Group A og Ash Koosha markerer Phono sig som en festival, der ikke kun booker kunstnere for deres unikke lyd, men også fordi de leverer shows i særklasse. 


Den iranske multiinstrumentalist Ash Koosha præsenterer den første virtual reality-koncert nogensinde i Danmark.

Trance og ritualistiske rytmer

Ritualistiske rytmer og trancefrembringende musikalske rum vil dominere Phono16. Særligt den schweizisk-fødte producer med dybe nepalesiske og tibetanske rødder Aïsha Devi  vil indtage den gamle silohal som en anden shaman og omdanne den til et tempel for musikalsk trance. I musikken, og med sin rå og sarte vokal, trækker hun på inspiration fra tibetanske munkelyde og kombinerer det med elementer fra sufismens mystik. Videoen til nummeret Mazdâ beskriver meget godt, hvilke forunderligheder du kan forvente af hendes musik og performance på festivalen. 

Den unge danske trommeslager Mads Forsby har ligeledes i sinde at hypnotisere publikum med sit soloprojekt Illdjinn. Fra trommernes dybeste mørke og med effektiv brug af kontaktmikrofoner og manipulationer af den akustiske lyd skaber han en rå sonisk atmosfære, der har til hensigt at føre dig til et stadie af intensiv trance. Lad dig flyde med Forsbys dundrende trommer og hengiv dig til trancen lørdag aften kl. 19.00.

I løbet af fredagens program bliver du også budt ind i mystiske lydlandskaber. Dette sker blandt andet når den polske kvartet T’ien Lai præsenterer deres lydlige eksperimenter, som de selv beskriver som 'quasi-shamanic trance', og når den danske synthesizer-duo Anden Enhed indtager scenen på Odense Havn. I sommers spillede Anden Enhed på Roskilde Festival for et hypnotiseret publikum på Escho og Mayhems scene for eksperimenterende musik. Nu giver Phono16 dig endnu en mulighed for at opleve duoen og lade dig rive med i deres cykliske og systematiske synthesizer-improvisationer. 

Hvad skal du lave om dagen?

Det er ikke noget problem, at koncerterne på Phono Festivals hovedprogram først starter efter kl. 18. Når du ud på eftermiddagen har fået hvilet nattens hårdtprøvede dansefødder, kan du nemlig torsdag og fredag allerede kl. 15 møde The Lake Radio på Odense Musikbibliotek. Det kompetente hold starter selv programmet med et DJ-set, og kl. 16 begge dage er der henholdsvis paneldebat og artist talk. I torsdagens debat vil der tages stilling til lyden af fremtidens elektroniske musik med et udgangspunkt i festivalprogrammets nuancerede sammensætning af kunstneriske strategier og bevægelser. Fredag gæster den innovative producer Anthony ShakeShakir Musikbiblioteket og giver en artist talk i forbindelse med hans performance senere på aftenen.

Lørdag eftermiddag kan du slæbe dine ømme fødder til pladebutikken Recordpusher i Overgade, hvor jazz- og improvisationsmusikeren Tao Højgaard skulpturerer lydlandskaber med sin guitar, sampler og effektpedaler.
Deusden fyres der efter sidste performance hver nat op for PHONO Club fra kl. 01.00-05.00, så der er rigeligt med muligheder for at få kridtet danseskoene.

Vil du forberede dig yderligere har Phono Festival selv lavet en playliste med kunstnerne på programmet. Du kan lytte her! 

Phono Festival 2016
6.-8. oktober
FAF-bygningen, Finlandskaj 6, Odense
Endagsbillet: 20 Euro / Partoutbillet: 40 Euro / Køb billet her 
Læs mere