Grawemeyer Award går i år til Bent Sørensen

Bent Sørensen modtog mandag den 27. november en af de største amerikanske musikpriser på 100.000 dollars for sin trippelkoncert L’isola della città (Øen i byen), som blev uropført i København i januar 2016. Det er kun to år efter, at den prestigefulde pris gik til en anden stor dansk komponist. 

Af Marie Blachmann

L’isola della città (Øen i byen) blev uropført i januar 2016 af Trio con Brio og DR SymfoniOrkestret under ledelse af 28-årige amerikanske dirigent Joshua Weilerstein i DR Koncerthuset. 

Dengang skrev Peter Dürrfeld fra Kristeligt Dagblad om koncerten: ”Havde publikum forventet en omgang rabalder mellem øen og byen, blev man overrasket. For Sørensens særlige klangunivers er præget af mådehold, ja, i lange stræk en velgørende og ganske raffineret minimalisme.”

I år fik amerikanerne for alvor ørerne op for det smukke værk, som er blevet hædret med den prestigefulde Grawemeyer Award på hele 100.000 dollars svarende til ca. 630.000 danske kroner.

Det sker kun to år efter, at en anden dansk komponist i verdensklasse modtog prisen, nemlig Hans Abrahamsen for værket Let me tell you. Således kan Bent Sørensen med rette sammenligne sig med både Abrahamsen og andre af de helt store komponister som Gyorgy Ligeti, John Adams, Pierre Boulez og Kaija Saariaho, som tidligere har modtaget prisen.

Kreativitet, som kan ændre verden

Prisen blev stiftet af entreprenøren Henry Charles Grawemeyer i 1984, og den bliver ofte sammenlignet med den svenske Nobelpris, fordi Grawemeyer-prisen belønner kreativitet og idéer, som kan ændre verden. Prisen uddeles inden for fem områder: komposition, uddannelse, politik, religion og psykologi. Modsat mange andre prestigefulde priser gives Grawemeyer-prisen i komposition ikke for et livsværk, men for et enkeltværk. Prisen er tidligere givet til værker af blandt andre Gyorgy Ligeti (Etuder for klaver), John Adams (Violinkoncert), Pierre Boulez (Sur Incises), Kaija Saariaho (L’amour de loin) og danske Hans Abrahamsen (let me tell you).

Læs interviewet med Bent Sørensen i forbindelse med prisoverrækkelsen på dr.dk

Læs mere om Bent Sørensens musik hos pladeselskabet Dacapo

-----

Foto øverst af Lars Skaaning