G((o))ng Tomorrow og Jazzhouse indleder storstilet samarbejde og offentliggør de første navne

Når Københavns festival for eksperimenterende musik og genremøder atter rammer byen i november er det med et nyt, storstilet samarbejde med Jazzhouse på programmet. Over tre dage rykker G((o))ng Tomorrow ind i eksperimenternes spillested og sammen præsenterer de en række koncerter med nogle af landets mest vitale kunstnere. Glæd dig til danmarkspremieren på Lotte Ankers Electric Habitat, kulminationen på Niels Lyhne Løkkegaards undersøgelser af instrumenters essenser samt det fænomenale liveband Selvhenters nye formater og eksperimenter.

Af Mie Petri Lind

G((o))ng Tomorrow kan nu føje de første navne til festivalen, som i år ligger fra den 4. – 12. november. I samme åndedrag offentliggøres festivalens nye samarbejde med spillestedet Jazzhouse – et samarbejde som udmønter sig i tre koncertaftener, hvor eksperimenter, nytænkning og genremøder tegner kurateringen.

Det er ikke første gang, at G((o))ng Tomorrow gæster Jazzhouse, men det er første gang at den genreoverskridende festival og det berømte spillested indgår et tæt samarbejde om i fællesskab at præsentere en række af tidens mest nyskabende musikere og komponister fra ind- og udland.
De første tre navne er allerede på plads, og efter sommerferien kommer endnu flere til. 

Lotte Anker samler stjernehold af improvisatorer

Samarbejdet mellem G((o))ng Tomorrow og Jazzhouse skydes i gang den 10. november 2016 med danmarkspremieren på den højtprofilerede saxofonist Lotte Ankers værk og orkester Electric Habitat.
Anker samler en gruppe af de mest fremtrædende musikere og improvisatorer fra Sverige, Tyskland, USA og Danmark, nemlig Sofia Jernberg, vokal, Sten Sandell, piano, Thomas Lehn, analog synth/elektronik, Ikue Mori, elektronik og Michael Vorfeld, perkussion. – Alle musikere som, foruden at være nyskabende inden for improvisationsmusikken, trækker tråde til den ny kompositionsmusik såvel som lydkunstscenen på forskellig vis.


Lotte Anker ved opførelsen af Habitat 1&2. Foto: Ralf Brunner @ Donaueschinger Musiktage 2015

Electric Habitat udforsker et komplekst, mangfoldigt og vildt landskab gennem en blanding af struktureret improvisation og mindre komponerede afsnit, men med en fastlagt, overordnet formmæssig ramme, og publikum kan glæde sig et univers, der bevæger sig ind og ud af både tætte og luftige teksturer - afbrudt af melodiske stumper eller samlende lyd, der igen opløses til nye teksturer. 

Kæmpe-ensembler mangedobler instrumenter

18 klarinetter, 10 hi-hats, 30 kromatiske tunere… G((o))ng Tomorrow og Jazzhouse præsenterer den 11. november den danske komponist og lydkunstner Niels Lyhne Løkkegaard, som siden 2013 har arbejdet med værk-serien SOUND X SOUND – et kunstnerisk projekt med den ambition at få instrumenternes lyd til overskride sig selv gennem multiplikation.
SOUND X SOUND manifesterer sig i en række 7" vinyler, hvor Lyhne Løkkegaard udforsker ét instrument på hver udgivelse, f.eks. otte blokfløjter, 16 triangler, ni klaverer eller 30 kromatiske tunere – det enkelte instrument mangedobles altså og giver os dermed lejlighed til at nærstudere instrumentets muligheder. 

Koncerten i Jazzhouse bliver kulminationen på SOUND X SOUND-projektet, og publikum får lejlighed til at opleve en række af de udgivne værker live – og med live menes der LIVE: Mangedoblingen af de mange instrumenter sker nemlig ikke ved hjælp af flere indspilninger foretaget over tid, men spilles derimod af ét stort ensemble – tilpasset det enkelte værk, så det f.eks. består af 18 klarinettister eller 10 hi-hat-spillende perkussionister.

Afslutningsbrag med Selvhenter

G((o))ng Tomorrow 2016 afsluttes med et brag i Jazzhouse den 12. november, når det danske band Selvhenter præsenterer vitale eksperimenter og nye formater.
Ud over rocken og improvisationsmusikken finder Selvhenter inspiration i perkussion-drevet musik fra Afrika og Sydøstasien og ikke mindst den moderne minimalistiske kompositionsmusik. Selvhenter byder ganske enkelt på en fænomenal live-oplevelse, til tider båret af buldrende droner og hidsig støj, men også med masser af fængende grooves, charme og en dybt engagerende spilleglæde. Ved koncerten på G((o))ng Tomorrow kan du opleve de fem kvinder i samspil med japansk videokunst, når de i et mix af eksisterende materiale og helt nye kompositioner skaber ét sammenhængende hele.

G((o))ng Tomorrow
4. - 12. november 2016 

Lotte Anker: Electric Habitat.
Torsdag d. 10. november 2016 kl. 20.00 
Jazzhouse, København K 
100 kr. / Stud.: 70 kr. / Køb billet

Niels Lyhne Løkkegaard: SOUND X SOUND
Fredag d. 11. november 2016 kl. 20.00
Jazzhouse, København K 
100 kr. / Stud.: 70 kr./ 
Køb billet

Selvhenter
Lørdag d. 12. november 2016 kl. 20.00
Jazzhouse, København K 
100 kr. / Stud.: 70 kr. / Køb billet