G((o))ng Tomorrow kulminerer på Jazzhouse

Festivalen G((o))ng Tomorrow runder af med tre spektakulære dage på Jazzhouse den 10. - 12. november. Her kan du opleve en elektrisk Danmarkspremiere, kulminationen på et længerevarende lydkunstprojekt og lade dig blæse bagover af et intenst audiovisuelt værk, der er resultatet af et nyt, spændende samarbejde.

Af Line Wium Olesen 

Siden den storslåede åbningsweekend i KoncertKirken på Nørrebro i sidste weekend har festivalen G((o))ng Tomorrow fyldt Tycho Brahes Planetarium, et slagterhus i Kødbyen og Christianshavns Beboerhus med betagende toner, grænsesøgende performances og audiovisuelle bombardementer. Festivalen for eksperimenterende musik og genremøder rykker i de sidste tre dage ind i Jazzhouse, hvor du kan opleve Danmarkspremieren på Lotte Ankers Electric Habitat, kulminationen på Niels Lyhne Løkkegaards lydkunstprojekt SOUND X SOUND samt Selvhenter og Michael Mørkholt i et nyt hæsblæsende samarbejde.


De sidste dage på G((o))ng Tomorrow byder blandt andet på en Danmarkspremiere fra den danske saxofonist Lotte Anker. Foto: Ralf Brunner.

Lotte Anker samler stjernehold af improvisatorer 

I samarbejde med Jazzhouse præsenterer G((o))ng Tomorrow torsdag d. 10. november Danmarkspremieren på saxofonist Lotte Ankers værk og orkester Electric Habitat. Electric Habitat er anden del af værkerne Habitat 1 og 2, som Lotte Anker skabte til og opførte på den prestigefyldte festival Donaueschinger Musiktage i 2015. Værket trækker tråde til temaerne habitat, transformation og natur, som denne aften alle udforskes gennem improvisation.

Electric Habitat består af en gruppe yderst fremtrædende musikere og improvisatorer fra Sverige, Tyskland, USA og Danmark, nemlig Lotte Anker (saxofon), Sofia Jernberg (vokal), Sten Sandell (piano), Thomas Lehn, (analog synth/elektronik), Ikue Mori (elektronik) og Michael Vorfeld (perkussion). Foruden at være nyskabende inden for improvisationsmusikken arbejder samtlige kunstnere med ny kompositionsmusik såvel som lydkunst på forskellig vis.


Danmarkspremieren på Lotte Ankers Electric Habitat bringer stærke navne til JazzhouseFoto: Ralf Brunner.

I Electric Habitat får alle musikere lov at træde i karakter solistisk, og et både nærværende, konkret og magisk, drømmende lydbillede vil opstå i kombinationen af digital og analog elektronik. I stykket indgår desuden tekstafsnit med forskellige vinkler på begrebet habitat: som natur, som forfald i forvandling, som krop og som eksil-tilstand.

SOUND X SOUND

Hvordan lyder det, når man udstyrer et ensemble med 18 klarinetter, 10 hi-hats, 16 triangler eller 15 shakere? Komponist og lydkunstner Niels Lyhne Løkkegaard har siden 2013 arbejdet på værkserien SOUND X SOUND, der, som titlen antyder, er et kunstnerisk projekt med en ambition om at få instrumenters lyd til at overskride sig selv gennem multiplikation. Ud over at være en slags grundforskning i lyd ønsker Løkkegaard, at serien skal udvide rammerne for, hvordan vi tænker musik -  om end at sprænge dem fuldkommen! Med dette følger, at vi flytter os fra sædvanlige intellektualiseringer over, hvordan man bør og kan lytte, samt forestillinger om hvordan og af hvem musik spilles. Netop denne bevægelse aktiverer SOUND X SOUND.

I seriens 7 værker opløses komponisten og musikerne i pragmatiske fællesskaber, hvori intellektuelle og genre- og ensemblebaserede magtstrukturer ophører med at eksistere. SOUND X SOUND har altså en vigtig social og politisk dimension. Alle kan lytte, alle musikere på tværs af genrer kan spille, og alle er frie til at formulere, hvordan de soniske resultater af multiplikationerne lyder og føles for dem.

Portrætkoncerten af Niels Lyhne Løkkegaard på G((o))ng Tomorrow er kulminationen på projektet, der udkom som samlet box-set med 7 vinyler den 4. november i år, og publikum får lejlighed til at opleve en række af de udgivne værker live – og her menes der virkelig live! Værkerne opføres nemlig på forskellige locations rundt om i Jazzhouse, og opstillingen af de mange instrumenter og store ensembler vil udgøre flotte performative klangskulpturer i rummene.

Audiovisuel afslutningsfest

Den støjende succes Selvhenter har en så fantastisk charmerende og buldrende energi, at du skal lede længe efter en lignende intens live-oplevelse. Denne aften møder du de fem musikere i et helt nyt projekt, hvor musikken får tilsat film og lyskunst i samarbejde med den danske kunstner og musiker Michael Mørkholt.
Michael Mørkholt aka. Solhorn åbner ballet med sit projekt Kredsbevægelsen. Dette lyd- og videoværk udfolder sig langsomt, og i løbet af aftenen glider det direkte over i et helt nyt audiovisuelt værk med Selvhenter på scenen. I det øjeblik Selvhenter går på med dundrende droner og sitrende støj, træder bandets to sæt trommer og forstærkede saxofon, trombone og violin direkte ind i Solhorns livemanipulerede musikfilm og viser helt nye veje på G((o))ng Tomorrows afslutningsaften.  

Selvhenter er en del af kollektivet og pladeselskabet Eget Værelse, som har stærke forbindelser til Københavns eksperimentalscene Mayhem. Ud over rocken og improvisationsmusikken finder Selvhenter inspiration i perkussion-drevet musik fra Afrika og Sydøstasien og ikke mindst den moderne minimalistiske kompositionsmusik. Bandet består af fem musikere: Jaleh Negari (trommeslager), Anja Jacobsen (trommeslager), Sonja LaBianca (saxofon), Maria Bertel (trombone) og Maria Diekmann (violin).

Efter festivalens sidste koncert kan du feste med til yoyooyoy-medlemmet Andreas Führers avantgarde DJ-set i foyeren på Jazzhouse. Führer lukker årets festival med et avantgardistisk brag og sørger for, at du som festivalgæst bliver sendt godt afsted mod G((o))ng Tomorrow 2017!

G((o))ng Tomorrow 
Jazzhouse, København K  

Lotte Anker: Electric Habitat.
Torsdag d. 10. november 2016 kl. 20.00 
Billetter: 100 kr. / Stud. 70 kr. / Køb billet

Niels Lyhne Løkkegaard: SOUND X SOUND
Fredag d. 11. november 2016 kl. 20.00

Billetter: 100 kr. / Stud. 70 kr./ 
Køb billet

Selvhenter & Solhorn (DJ Andreas Führer)
Lørdag d. 12. november 2016 kl. 20.00

Billetter: 100 kr. / Stud. 70 kr. / Køb billet