Genopførsel af Antonin Artauds bandlyste radioværk fra 1948

Den 22. november 1947 gik den franske teatermand Antonin Artaud i studiet hos Radio France i Paris for at indspille den radiofoniske iscenesættelse 'Pour en finir avec le jugement de dieu' (Den endegyldige afskaffelse af guds dom). Nu, præcis 65 år senere, præsenterer komponist Kenn Mouritzen og scenekunstner Kristian Husted værket, der var med til at revolutionere det 20. århundredes radiokunst. Det sker på Warehouse 9 fra d. 28. november til 1. december.

Artaud ville gøre det af med gud. Én gang for alle. Friedrich Nietzsche havde forsøgt. Uden held, mente Artaud. Umiddelbart efter 2. Verdenskrig så Artaud gud komme tilbage i skikkelse af alt fra det moderne forbrugersamfund og det begyndende atomvåbenkapløb mellem USA og Sovjetunionen, til forsøg på at skabe kunstigt liv med sæd fra amerikanske skoledrenge. Med ord, skrig, xylofoner og trommer ville Artaud nå ud til den brede befolkning og direkte via radiobølgerne vække folkets sløvede sanser. Hans radioværk skulle redde menneskeheden, men blev i sidste øjeblik bortcensureret af radiodirektøren. Artaud selv døde få uger senere.

Kristian Husted og Kenn Mouritzen går nu sammen i et forsøg på fuldbyrde Artauds værk i form af en køligt afmålt elektroakustisk oplæsningskoncert. Artauds fabulerende og profetiske værk om det nødvendige opgør med gud og guds subtile forklædninger, er nemlig stadig brændende aktuelt. Forfatterens absurde idé om offentlig aftapning af sæd fra amerikanske skoledrenge ligger ikke så fjernt fra dagens debat, der gerne ser de små som ”samfundets vigtigste ressource”. Spørgsmålet er stadigvæk, om gud virkelig er død – eller kun skindød? 'Den endegyldige afskaffelse af guds dom' er samtidig planlagt til udgivelse på forlaget Arena primo 2013 i Husted og Mouritzens nyoversættelse.

Læs mere og hør eksempler.

 

28. november – 1. december 2012 kl. 20 på Warehouse 9, Halmtorvet 11 C, 1711 København.

Entre: 60 kr.

Idé og oversættelse: Kenn Mouritzen og Kristian Husted

Komposition og elektroakustisk opførelse: Kenn Mouritzen

Iscenesættelse og tekstopførelse: Kristian Husted

Scenografi og dramaturgi: Christina Marie Jespersen

 ---

 

På billedet: Antonin Artaud.