Fortid og nutid mødes på Kunsthal 44 Møen

Kunsthal 44 Møen skyder sæsonen i gang med et musikalsk samarbejde, som bygger bro mellem ny og klassisk kompositionsmusik, når Storstrøms Kammerensemble gæster kunsthallen torsdag den 14. april.

Af Mie Petri Lind

Torsdag den 14. april inviterer Kunsthal 44 Møen til koncert med Storstrøms Kammerensemble, som præsenterer en række værker under overskriften ’Gnister mellem fortid og nutid’.

Koncerten markerer startskuddet på kunsthallens sæson 2016 og er samtidig det første samarbejde mellem Kunsthal 44 Møen, Klangrum - Lydkunst og ny musik, Vordingborg Kommune og Storstrøms Kammerensemble.

Fortid og nutid

Ved koncerten spilles der ny musik af John Frandsen, Naji Hakim og Frisk Frugt (alias Anders Lauge Meldgaard) - og der afsluttes med klassiske toner af Claude Debussy og Ludwig van Beethoven. Med dette program viser Storstrøms Kammerensemble de mange musikalske facetter, som de mestrer.

John Frandsen, modtager af Carl Nielsen Prisen 2015, har specielt til Storstrøms Kammerensemble komponeret værket Dionysos, som er bestilt til Biennalen på Rønnebæksholm i Næstved. John Frandsen er i sæson 2015-16 huskomponist på Rønnebæksholm, ligesom Anders Lauge Meldgaard, komponist, multiinstrumentalist og sanger, der arbejder under navnet Frisk Frugt. Han har i et par måneder arbejdet med Kammerensemblet og bl.a. eksperimenteret med musikkens tempo – og vil til koncerten præsentere et helt nyt værk.

Anders Lauge Meldgaard, alias Frisk Frugt, er huskomponist ved Rønnebæksholm i 2015/16 og samarbejder i øjeblikket med Storstrøms Kammerensemble.

De to nye værker får selskab af den fransk-libanesiske orgelvirtuos og komponist Naji Hakims Sakskøbing Præludier, som er bearbejdelser af danske salmemelodier i en farverig og sprudlende stil.
Beethovens lidt ukendte værk König Stefan er fra en helt anden tid. Denne musikhistoriske sværvægter vil stå som modvægt og reference til det øvrige program, sammen med Claude Debussys Sonate for fløjte, bratsch og harpe.

Alt i alt er det et program som bygger bro - og slår gnister - mellem fortid og nutid.

Storstrøms Kammerensemble tager programmet med vidt omkring, og det kan således også opleves den 10. april i Tikøb Kirke, den 15. april i Sct. Nicolai Kirke i Nakskov, den 22. maj på Bosei og den 27. maj i Sognets Hus.
Ydermere spiller de ved et arrangement på Rønnebæksholm, hvor også de to komponister John Frandsen og Anders Lauge Meldgaard vil være til stede for at fortælle om deres arbejde med musikken. Det foregår den 19. april.

Tyvstart på sæson med lydkunst og ny musik.

Koncerten er en tyvstart på den nye sæson, hvor både Kunsthal 44 Møen og Klangrum arrangerer udstillinger og begivenheder på Møn med udgangspunkt i lydkunst og ny musik.

På programmet er bl.a. en udstilling ____ //// /O/O/O Der Mund spricht die Gedanken aus Die Landschaft gibt ihren Klang! med værker af Henning Christiansen.

Udstillingen viser skelsættende installationer, video og lydværker hvor Christiansen udfolder sin tese om sammenhængen mellem de nordiske sprogs klang og landskaber. Til åbningen den 25. - 26. juni reagerer en række nordiske kunstnere med koncerter og happenings på Henning Christiansens ideer om sprog og landskab: Arturas Bumsteinas (LTU), Sven-Åke Johansson (SE), Camille Norment (NO), Linda Persson (SE) og LOL beslutning (DK).

Storstrøms Kammerensemble: Gnister mellem fortid og nutid
Torsdag d. 14. april kl. 19.00
Kunsthal 44 Møen, Askeby
100 kr.