Fire minutter og treogtredive

I efteråret 2016 lancerede Copenhagen Phil og forlaget Edition·S et nyt mini-koncertformat med titlen 4’33 Phil. Seks komponister portrætterer seks af orkestrets musikere i værker af 4 minutter og 33 sekunders varighed. Oplev uropførelserne af de nye værker i løbet af vinteren og det tidlige forår 2017.

Af Line Wium Olesen

I starten af 2017 kan du komme helt tæt på musikerne i Copenhagen Phil, når seks komponister dedikerer et soloværk til hver sin musiker. Soloværkerne uropføres ved seks koncerter, hvoraf fire finder sted i 2017. Koncerterne bliver kulminationen på et nært samarbejde mellem musiker og komponist, og du kan glæde dig til værker af henholdvis Ylva Lund Bergner, Ejnar Kanding, Martin Stauning og Jexper Holmen opført af solisterne Benjamin Fox, Richard Krug, Karen Lassen og Jakup Lützen. Koncertformatet 4’33 Phil afvikles i samarbejde med Edition·S, som repræsenterer projektets komponister. Den første koncert i år er 19. januar.

Et kendt koncertformat

4’33 Phil er inspireret af pioneren John Cages berømte værk 4’33 fra 1952. Cages værk består af absolut ingen toner eller musik i de 4 minutter og 33 sekunder, det varer – i hvert fald ingen toner eller musik spillet af musikeren på scenen, for fokus er omvendt alle andre lyde, som koncertsalen fyldes med: publikums hosten og hvisken, deres utålmodige rokkeren rundt på stolene, musikerens klargøring og rummets resonans.

I koncertformatet 4’33 Phil holder det sjællandske orkester fast i Cage-stykkets varighed, men fylder minutterne ud med et musikalsk portræt og ikke mindst elementer af overraskelse, som du vil opleve i uropførelserne af de nykomponerede værker. De første to koncerter i rækken fandt sted i september og november i 2016, hvor violinisten Idinna Lützhøft uropførte et værk af Li Ying Wu og den barfodede klarientist Giovanni Punzi uropførte et værk af Rachel Yatzkan . Koncerterne fortsætter i 2017, og den første i rækken er
 den 19. januar, hvor slagtøjsspilleren Benjamin Fox spiller et værk af komponisten Ylva Lund Bergner.

Ny musik på fremtidens repertoire

For Copenhagen Phil er det afgørende at spille på mange strenge, at forankre ­musikken i både traditionelle og utraditionelle rammer og på innovativ vis at opfinde og skabe nye aktiviteter. Symfoniorkestret har i denne henseende særligt haft stor succes med deres alternative koncertformat '60 minutes', hvor den rytmiske og klassiske verden mødes og skaber en ny musikalsk helhed.

4’33 er ligeledes et resultat af den innovative drivkraft, som eksisterer hos Copenhagen Phil og deres lyst til at formidle musikken på nye spændende måder. Copenhagen Phils musikchef Uffe Savery udtaler om samarbejdet med Edition·S og deres komponister: »For Copenhagen Phil er det væsentligt også at være aktive medskabere inden for samtidsmusikken«. Med 4'33 inviterer orkestret således den ny kompositionsmusik til at blive en del af fremtidens repertoire.

Fra symfonisk helhed til virtuos enhed

Copenhagen Phil består af 70 professionelle musikere, der alle har beskæftiget sig med musikken og deres instrument hele livet. Til en sædvanlig koncert dedikerer hver musiker sig til helheden, når den symfoniske musik går op i en højere enhed. Men til 4’33-koncerterne vil du i stedet opleve den enkelte musikers virtuositet og personlighed på tæt hold – i et portræt, der er resultatet af et nært samarbejde mellem musiker og komponist. 

Direktør på Edition·S, Henrik Rørdam er begejstret for projektet og udtaler: »For Edition·S er det en stor fornøjelse at være med til at opbygge et dynamisk og frugtbart samarbejde mellem komponisterne og de musikere, der opfører deres værker. Ikke mindst er vi glade for at medvirke til at den helt nyskrevne musik indlemmes i orkestrets repertoire«.

Værkerne bliver opført i forbindelse med udvalgte koncerter, og de vil altså folde sig ud som fire minutter og treogtredive sekunders overraskelse. 

4'33 Copenhagen Phil
Konservatoriets Koncertsal, Frederiksberg  

Læs mere

Benjamin Fox (slagtøj) / Ylva Lund Bergner (komponist)
19.-20. januar 2017

Richard Krug (cello) / Ejnar Kanding (komponist)
27. januar 2017 

Karen Lassen (fagot) / Martin Stauning (komponist)
23.-24. februar 2017 

Jakup Lützen (bratsch) / Jexper Holmen (komponist)
23.-24. marts 2017 

På billedet ses chefdirigenten for Copenhagen Phil Toshiyuki Kamioka. Foto: Andreas Fischer.