Festivalsæsonen er skudt i gang

Foråret er lig med festivaler. Først for står de tre festivaler SPOR, CLICK og KLANG.

Af Anne Dalby

SPOR Festival: Forskellige venues i Aarhus fra 7.­‑10. maj

SPOR festival fejrer i år sit 10 års jubilæum, der afholdes under titlen ’Staging the Sound’. Årets gæstekurator er komponist og modtager af Nordisk Råds Musikpris 2014, Simon Steen-Andersen (DK) og programmet byder på koncertevents, performances, udstillinger, seminarer og artist talks samt jubilæumsårets helt nye tiltag SPOR New Music School, som er en særlig kompositionsskole for børn og unge i alderen 11–15 år. SPOR New Music School er et projekt, der er sat i søen for at sikre, at vi også i fremtiden kan lytte til musik af højeste kunstneriske kvalitet. Læs mere om SNMS her

SPOR festivalens første koncert i år åbner det gamle missionshus, Granhøj Dans, med en ny marionetforestilling af Simon Løffler, hvor alle musikere er forbundet med hinanden af strenge. Lørdag aften præsenterer SPOR multikunstneren François Sarhan (FR), som indtager Godsbanen i Aarhus med sin verdenspremiere på et 12 timer langt værk; et kæmpemæssigt papirklip, som installeres på Godsbanen, og hvis lyd opføres af SCENATET. Sarhans nye værk med titlen Ephemère enchainé er en koncert, der varer hele natten, så du kan medbringe din sovepose og madpakke og bogstaveligt talt flytte ind i lydkunstens verden. Læs meget mere om programmet her.


Click: Kulturværftet i Helsingør fra 14.-17. maj

Click! er en festival med stor bredde og dybde. I løbet af festivalen blandes videnskab, kunst og teknologi med lige dele omhu og skødesløshed i en smeltedigel, hvis fysiske rammer sættes af det store Kulturværft ved havnen i Helsingør. "Embrace new territories, explore new maps," lyder parolen fra festivalen, hvormed der tages favntag med særligt teknologi og menneskets fremtid sammen med den.

I år er et helt døgn dedikeret til lyd. Lyd som performance, lyd som lydkunst, lyd i mini raves, lyd i installationer og lyd som eksperimenter.  I den ene ende finder man eksperimenterende multi-kunstnere som japanske Keiji Haino – the grand father inden for bl.a. noise og i den anden ende spansk dekonstrueret techno med Evol, eftertænksom stemning fra danske Dubrovnik, pladeaktuelle Elias Bender Rønnenfelt i front for Marching Church over til dub-legenden Lee Schratch Perry og reggaefænomenet Mad Professor. Bredde og dybde går således igen også i det musikalske hjørne af festivalen. SNYK guider til et par af programmets danske eksperimentalister, til koncerter med noget til øjet og til legender, man ikke bør gå glip af. Læs mere her

 

KLANG: Teater Republique i København fra 29. maj – 4. juni

KLANG byder i år på en lang række internationale og danske komponister og ensembler, uropførelser, talks og meget mere, når den københavnske festival indleder syv dages avantgarde musik på Teater Republique i København fra 29. maj – 4. juni. 

Traditionen tro åbner Athelas Sinfonietta Copenhagen festivalen, der i år byder på et spækket program med nyere og ældre værker samt uropførelser af blandt andre Morten Riis, der har skrevet to værker til 20 stemmegafler. Der er ny spændende musik af den tyske komponist Brigitta Muntendorf, belgiske Stefan Prins, Malin Bång (SE) samt Simone Movio (IT) og Matthew Shlomowitz (AU/UK) på programmet, og de danske komponister Jens Peter Møller og Nicolai Worsaae præsenterer hver især et helt nyt værk.  Francois Sarhan er desuden programsat med værkerne Vice-versa (2012) og Imagination (2012). Og så arrangerer KLANG i samarbejde med SNYK en række talks om ny musik som opvarmning til enkelte af koncerterne. Læs mere om programmet her