Et kig uden for Danmarks grænser!

Foråret bugner af udenlandske festivaler og koncerter, hvor danske komponister præsenteres. SNYK vender blikket udad og guider til nogle af alle de danske værker som kan opleves på de internationale scener i de kommende måneder.

Af Mie Petri Lind

Rejser du udenlands i de kommende måneder, er der rig mulighed for at opleve dansk musik på de internationale scener. Lige om hjørnet venter festivalerne Borealis og Maerz Musik, hvor komponisten Simon Løffler er stærkt repræsenteret på begge. De aktuelle prisvindere Per Nørgård og Hans Abrahamsen kan opleves vidt omkring i den kommende tid, og komponister som Line Tjørnhøj, Johannes Lund, Hans-Henrik Nordstrøm, Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Simon Steen-Andersen har uropførelser på plakaten rundt om i verden.

Dansk musik i Bergen i næste uge

Den norske festival for ny, eksperimenterende musik, Borealis, løber af stablen den 9. – 13. marts i Bergen.
Allerede ved åbningskoncerten på Bergen Arkitekthøgskole kan man under overskriften Space is the Place opleve en dansk uropførelse. Bergen Arkitekthøgskoles transformation fra en gammel kornsilo til et virvar af studier og undervisningsrum fejres ved en koncertform, der udnytter alle kroge af det spændende rum.
Koncerten tager bl.a. form som en vandring gennem bygningen, mens Sjøforsvarets Musikkorps fylder rummene med spiraler af droner, i en uropførelse af den danske improvisator Johannes Lund

Herudover er det især Simon Løffler, der repræsenterer Danmark ved den norske festival.
Fredag den 11. marts præsenterer Borealis en række musikstuderende fra Griegakademiet – Bergens musikkonservatorium - ved en kammerkoncert i Korskirken. På programmet er fire unge komponister – herunder Løfflers værk Graduale , som er et stykke for solovokal, hvor sangerinden Gabriella Lie Garrubo kæmper mod sig selv. 

Dagen efter, lørdag den 12. marts, er Løfflers musik at finde på programmet ved to forskellige koncerter.
Om eftermiddagen opføres det spektakulære værk c i Borealis’ Konsertsirkus – et sandt mekka for eventyrlystne lyttere, gamle og unge, hvor masser af eksperimenterende værker fylder Bergen Internasjonale Kultursenter. c udfordrer os til at lytte med tænderne i stedet for med ørerne! Kroppen og rummet man befinder sig i, påvirker ifølge Løffler altid måden, man lytter til musik. I sættes det på spidsen, når publikum skal bide i en træpind for at kunne høre værket.

Senere lørdag spiller det anerkendte norske ensemble asamisimasa en portrætkoncert af Simon Løffler. De præsenterer fire værker af Løffler – alle kendetegnet ved usædvanlige instrumenteringer og opfindsom brug af elektronik.
I værket a, som er skrevet for legetøjsinstrumenter, forsøger både musikken og musikerne at etablere en følelse af fuldstændig afsondrethed.
I b spiller tre musikere med to parametre: effektpedaler, der er forbundet i et lukket kredsløb og som modulerer hinanden, og den statiske elektricitet til lysstofrør, der sendes fra den ene musiker til den anden ved berøring. Løffler skaber således én instrumental krop, som musikere korresponderer med via helt simple kropsbevægelser.
Kompositionen d forsøger at skabe en mur mellem publikum og musikken. Muren behandles både som et instrument, en opdeling mellem mennesker samt som en resonansbærer, der videreformidler den ekstremt stille musik.
Værket (.._.._ ....) begrænser instrumenternes spilleteknikker til et minimum: Lyden er rå og usleben. Der er kun meget høj eller meget lav, tutti eller solo, samt de små processer, der forbinder disse kontraster. 

Ensemblet asamisimasa spiller i øvrigt også koncert søndag den 13. marts kl. 17, hvor de opfører værker af seks unge komponister fra nyMusikks Komponistgruppe, bl.a. den dansk-norske komponist Tine Surel. Surel finder inspiration i naturen og lydene i verden omkring os, hvilket ofte fører til kompositioner, der anvender field recordings og miljømæssige lyde i samspil med ensembler.

Simon Løffler i Berlin og Kortrijk

Det er ikke kun mod nord, at Simon Løffler vækker interesse. Allerede et par dage efter Borealis, opføres hans værk b på den store ny musik-festival Maerz Musik i Berlin. Denne gang er det anerkendte engelsk/belgiske ensemble Plus-Minus, der står på scenen i Haus der Berliner Festspiele. Koncerten finder sted mandag den 14. marts kl. 22.00.

En måned senere er det Flanders Festival i Kortrijk der præsenterer Løfflers værk c. Festivalen har i år et særligt fokus på lydkunst, og det er i den forbindelse at Løfflers spektakulære værk er programsat.
Værket opføres den 15. april af Gwen Rouger, Ruben Orio og Løffler selv.

Hans-Henrik Nordstrøms værk for otte kontrabasser uropføres i Italien

Barattelli-festivalen i den italienske by L’Aquila uropføres Hans-Henrik Nordstrøms Out of the Darkness for otte kontrabasser af kontrabasnsemblet Ludus Gravis den 6. marts 2016. Værket er bestilt af ensemblet med støtte fra Statens Kunstfond.
Ensemblet ledes af den berømte kontrabassist Daniele Roccato og oktetten er i Nordstrøms værk opdelt i to kvartetter, der spiller i kontrast og sammen med hinanden og udnytter instrumenternes meget store toneomfang og potentiale for mange forskellige spilletekniker. Værket fortæller en historie om at komme ud af mørket og op i lyset. 

Bent Sørensen – Canada, Østrig, Tyskland, Wales

Også Bent Sørensens musik er at finde vidt omkring i den kommende tid. Søndag den 13. marts er der nordamerikansk premiere på værket Tunnels de lumiére fra 2010. Værket opføres af Aventa Ensemble, som på deres hjemmeside beskriver Sørensens værk som ”unworldly, ghost-like music”.
Et par dage efter, den 17. marts, er Sørensens trompetkoncert fra 2013 på programmet ved Mozarteum Orchester Salzburgs koncert med Tine Thing Helseth som solist. 

I april går turen til München, hvor Münchener Kammerorchester har programsat It is pain flowing down slowly on a white wall fra 2010 med Frode Haltli som accordion-solist ved en koncert den 21. april. Titlen fik Sørensen stukket i hånden af en ungarsk kvinde i august 2008, som fortalte ham, at hans musik mindede hende om den sætning, skrevet af en ungarsk digter.
I det melodiske stykke viskes melodierne bort: halvvejs gennem værket forsvinder strygerne, mens orkestret starter og til sidste drukner harmonikaen. Koncertrummet bruger Sørensen blandt andet til at give værket et narrativt forløb. Frode Haltli sidder bag de andre musikere, nærmest gemt væk. I den anden ende af salen sidder en violinist. De har en dialog – en musikalsk kærlighedsfortælling opstår mellem de to adskilte instrumenter. 

Den 13. maj er Bent Sørensens Looking on Darkness fra 2000 på programmet på Vale of Glamorgan Festival i Wales. Det er den danske accordeonist Andreas Borregaard, som opfører stykket for soloaccordeon.
Titlen kommer fra Shakespeares 27. sonet, og Sørensens komposition er da også kendetegnet ved en tematisk og intellektuelt klart konstrueret form, i hvilken den iboende følelse er centralt placeret, der giver mindelser om Shakespeare. 

Line Tjørnhøj skriver stor opera

Selv om uropførelsen først er i 2017, skal også nyheden om den store operabestilling som danske Line Tjørnhøj har modtaget fra GöteborgsOperan nævnes. Ud af hele 155 komponister fra 34 lande blev det Line Tjørnhøj, der modtog bestillingen på GöteborgsOperans Open Call til en musikdramatisk produktion. 
Operabestillingen er en del af projektet Amplitud, som er et samarbejde mellem kunstnerne fra GöteborgOperan og et ensemble fra Share Music Sweden. Ensemblet er sammensat ud fra visionen om, at alle mennesker skal have mulighed for at udtrykke sig kunstnerisk i en verden, hvor forskelligheder er værdifulde.

Den kunstneriske idé tager afsæt i en undersøgelse af stemmer og deres mange forskellige udtryksmuligheder. Line Tjørnhøj har i mange år arbejdet indgående med at udforske stemmen - alene og i samspil, akustisk og elektronisk, med og uden ord. Udover at skrive musikken deltager Line Tjørnhøj i en række workshops, som operaen faciliterer. Erfaringerne herfra bliver afgørende for synergien mellem de udøvende og udformningen af både tekst og musik.
Operaen bliver uropført den 7. april 2017 og skal derefter turnere med 20 forestillinger på forskellige steder i Västra Götaland.

Simon Steen-Andersen skaber nyt, stort værk i München

Også Simon Steen-Andersen har masser af udenlanske projekter og koncerter på bedding.
Forårets helt store produktion er det nye if this then that and now what, som er en co-produktion bestilt af München Biennalen og Staatsorchester Mainz. Biennalen har fokus på nyt musikteater og if this then that and now what uropføres den 28. maj af Philharmonisches Staatsorchester Mainz.
Værket beskrives som en helaftensperformance et sted mellem teater, foredrag, performance, koncert, dans, lysshow og installation - eller måske snarere; en midt-i-mellem-aften, der vil forsøge at være alt samtidigt ved at forene alle kunstarterne. 
Efter uropførelsen er if this then that and now what programsat den 29., 30. og 31. maj – også i Carl-Orff-Saal i München - og den 23. og 30. juni i Staatstheater Mainz.

Foruden denne store nyproduktion er masser af Steen-Andersens værker programsat ved utallige koncerter verden over.  On and Off and To and Fro opføres den 16. og 18. marts samt 3. april af Nouvel Ensemble Contemporain i henholdsvis Geneve, Neuchatel og Winterthour i Schweiz.
Værket Inszenierte Nacht står på programmet ved Ensemble Ascoltas koncerter den 18. marts og 18. maj på Musique en Scene i Lyon, den 19. marts i Genf i Schweiz og den 28. maj på Chiffren Festival i Kiel. Den 20. maj opfører de endvidere Träumerei Stuttgart Sommerfestival.
Stykket In Spite Of, And Maybe Even Therefore kommer vidt omkring med Ensemble Mise-En, der opfører det i perioden den 4. – 10. april i bl.a. Chicago og Illinois i USA, og Ensemble Lucilin tager fat i Piece den 23. marts og 24. april i Casino i Luxemborg.
Den 7. maj opføres Steen-Andersens Piano Concerto i Freiburg af SWR Symphony Orchestra med Nicolas Hodges og Francois-Xavier Roth som solister.
Den 20. maj er Double Up på programmet ved NFM symfoniorkestrets koncert i Narodowe Forum Muzyki Wrocław i Polen.

Hans Abrahamsens sejrsgang!

Hans Abrahamsens store orkesterværk og sangcyklus Let Me Tell You går endnu en sejrsgang på den internationale scene for ny musik. Juryen bag den amerikanske Grawemeyer Award har for 2016 udvalgt Let Me Tell You som vinder af den prestigefyldte Grawemeyer Award in Music Composition, der uddeles til 'et usædvanligt godt kompositorisk værk fra en nulevende komponist’. Det er i april, at Abrahamsen formelt modtager prisen, som det allerede tilbage i november 2015 blev offentliggjort, at han som den første dansker nogensinde har vundet. Ved overrækkelsen holder Abrahamsen forelæsning på University of Louisville.

Men det er ikke kun Let Me Tell You, der vækker interesse i udlandet. Den 24. marts spiller Ensemble Signal spiller den 24. marts en portrætkoncert af Abrahamsen på Miller Theatre i New York, hvor værket Schnee fra 2008 opføres efterfulgt af en artist talk med Hans Abrahamsen. Schnee består af 10 kanoner for ni instrumenter og er bl.a. inspireret af Abrahamsens arbejde med at arrangere Bachs kanoner tilbage i 90’erne.
I april kan man den 27. opleve City of Birmingham Symphony Orchestra opføre Abrahamsens orkestrering af Debussys
Children's Corner. Samme aften kan man i London opleve den britiske premiere på værket 10 Studier for klaver fra 1984-98, som opføres af pianisten Rolf Hind i Wigmore Hall.
Dagen efter, den 28. april, tager City of Birmingham Symphony Orchestra igen fat i Abrahamsen. Den gang i den britiske førsteopførelse af værket Left, alone,hvor pianisten Alexandre Tharaud er solist i det spektakulære værk, hvor han kun skal bruge sin venstre hånd! 
I maj er det Chicago Symphony Orchestra der kaster sig ud i Abrahamsens Wald – en serie af variationer over begyndelsen af blæserkvintetten Walden fra 1978, og den 24. juni opfører Britten-Pears Ensemble to værker af Hans Abrahamsen ved en koncert i Jubilee Hall i Aldeburgh; Liebeslied fra 2010 og Aarhus Ragtime fra 1990. 

Per Nørgård får stor tysk pris

En anden aktuel prisvinder er Per Nørgård, som i år modtager den internationale Ernst von Siemens musikpris. Prisen på 250.000 Euro uddeles for Nørgårds livsværk. Prisoverrækkelsen foregår den 2. maj 2016 i Prinzregententheater i München ved præsidenten for det bayerske kunstakademi Michael Krüger. Danske Anders Beyer, der har beskæftiget sig indgående med Nørgårds musik og er direktør ved Festspillene i Bergen, holder pristalen.

Men allerede før prisoverrækkelsen er der rig mulighed for at opleve Per Nørgårds musik. Den 19. marts opfører Jacaranda Chamber Ensemble værket Hedda Gabler fra 1993 ved en koncert i First Presbyterian Church of Santa Monica i USA. Musikken blev oprindeligt skrevet til BBC-produktionen af Henrik Ibsens berømte stykke Hedda Gabler.
7. april går det løs i Oslo, hvor Nørgårds 2. symfoni fra 1970 er på programmet ved Oslo-Filharmoniens koncert i Oslo Konserthus. Symfonien på ca. 25 minutter er præget af strukturerede rækkeforløb og er typisk for Nørgårds kompositioner fra denne periode.
På Glamorgan Vale Festival i maj er første del af Nørgårds Libro Per Nobuko fra 1992 på programmet – nemlig sonaten The Secret Melody. Det er Alice Neary, cello og Matthew Jones’, bratsch der star på scenen i St Illtud’s Church i Llantwit Major.

Den 11. juni får Nørgårds seneste og 8. symfoni sin nordamerikanske førsteopførelse ved en koncert med New York Philharmonics i David Geffen Hall. Værket blev skrevet i 2011 på opfordring fra den finske dirigent John Storgårds, som længe havde været en erklæret beundrer af Per Nørgårds musik. Han var på det tidspunkt chefdirigent for Helsinki Symfoniorkester, som uropførte værket i 2011.

Meget mere på de udenlandske scener

Dette er et udpluk af de mange danske komponister, der med stor succes præsenteres på de udenlandske scener. Foruden disse kan også nævnes Steingrimur Rohloffs The Sinus Experience 2, som opføres af Internationale Ensemble Modern Akademie i Frankfurt am Main den 13. marts og Karlsruhe den 18. marts.
Lars Lundehave Hansen præsenterer på Sound Thought Festival 2016 i Glasgow udstillingen Somewhere in Time samt en koncert i slutningen af marts.

Lars Lundehave Hansen - Somewhere In Time (Madrid 2014) from Lars Lundehave Hansen on Vimeo.

Pladeaktuelle SØS Gunver Ryberg spiller den 13. marts på Deutsches Theater i Berlin og den 23. april på Intonal-festivalen i Malmø og Allan Gravgaard Madsens værk Air står på programmet ved Ensemble Recherches koncert på Hombroich Inselfestival den 13. maj.
Nicolai Worsaaes Upon your body I’m crawling fra 2012 opføres af William Schimmel  på MATA festivalen i New York City den 15. april. Også Pelle Gudmundsen-Holmgreen præsenteres på den amerikanske scene i 2016. Hans helt nye korværk uropføres i Philadelphia den 24. juni.
Sidst men ikke mindst er Jacob Kirkegaard i 2016 ‘sound-artist-in-residency’ på Oxford University, og en lang række af hans værker præsenteres i den forbindelse.