En uomgængelig minimalist kommer til Danmark

Onsdag den 7. juni kan du for første gang i mere end 20 år opleve en af de væsentligste komponister og tænkere inden for den amerikanske minimalisme, Terry Riley, give koncert i København. To generationer forenes til koncerten på Bremen Teater, hvor også Rileys søn går på scenen. Koncerten præsenteres i samarbejde mellem Jazzhouse, G((o))ng Tomorrow og Bremen Teater. 

Af Sif Hellerup Madsen og Agnete Seerup

Sammen med Steve Reich og Philip Glass anses Terry Riley som en af de væsentligste komponister og tænkere inden for den amerikanske minimalisme. Med værker som In C og A Rainbow in Curved Air har Riley åbnet helt nye døre for den musikalske bevidsthed og haft umådelig stor indflydelse på både klassisk musik, elektronisk musik, jazz, new age og eksperimentalrock. Kunstnere som Brian Eno, Damon Albarn og James Holden er erklærede Riley-fans og har alle arbejdet med hans musik.

En uomgængelig skikkelse i det 20. århundredes musik

Rileys mest indflydelsesrige værk er kompositionen In C (1964), der i sin tid blev uropført af et stjernehold bestående af Steve Reich, Morton Subotnick, Pauline Oliveros og Jon Gibson, men som er indspillet og fortolket mange gange siden, bl.a. af Damon Albarn og Brian Eno sammen med Africa Express. In C er ikke blot en af Rileys vægtigste kompositioner, men anses som en hjørnesten i amerikansk minimalisme og en uomgængelig del af det 20. århundredes musik.


Terry Riley & Friends, In C, Boiler Room Amsterdam Live Performance.

Den elektroniske musik står i gæld til Riley

Såvel inspirationen fra den indiske musik som de jazzede improvisationer har gjort Terry Riley til en af de mest farverige skikkelser i den amerikanske minimalisme. Rileys trancendentale tilgang til musikken lod sig nemt forbinde med 60’ernes gryende psykedeliske vækkelse i det San Francisco, hvor han slog sine folder. Det er derfor heller ikke overraskende, at hans musik har haft stor indflydelse også uden for kompositionsmusikkens kredse. Både den psykedeliske rock og den senere postrock står således i stor gæld til Riley, ligesom han har haft afgørende betydning for den elektroniske musik og new age, ikke mindst takket være det ambitiøse værk A Rainbow in Curved Air (1969). Flere nutidige elektroniske kunstnere har peget på Riley som en afgørende inspirationskilde, heriblandt britiske James Holden, som i 2015 spillede en hyldestkoncert til forbilledet sammen med Luke Abbott og Koreless.

Bygger bro mellem jazz og minimalisme

I sine unge år rejste Riley hyppigt til Indien for at studere den klassiske indiske musiks principper, som han også siden har undervist i. Mødet med den indiske musik og dens hypnotiske ragaer blev definerende for hans arbejde. Men Terry Riley har også været en central figur i forhold til at forbinde den amerikanske jazz og minimalismen. Han har nævnt bl.a. John Coltrane, Miles Davis, Gil Evans og Charles Mingus som væsentlige inspirationer for sit arbejde. Inspirationen fra jazzen findes også i hans tidlige eksperimenter med båndloops, hvor et trompetstykke af Chet Baker fungerer som råmateriale.

81 år og fortsætter ufortrødent med at skrive musik

Terry Riley er i dag 81 år gammel, og han fortsætter ufortrødent med at skabe ny musik og improvisere. The Guardian har formuleret hans indflydelse således:

”With much of Riley’s more recent music and performances, you need to be ready to be taken into a different way of being when you listen to them, to accept the combination of gentleness, naivety and sense of wonder that radiates through his work. For Riley, his instrumental virtuosity and his compositional imagination are the gateways to the exploration of a global musical consciousness.” (The Guardian, A guide to Terry Rileys music)

Oplev Terry Riley & Gyan Riley den 7. juni kl 20 på Bremen Teater i København.
Køb billet her.

---------------------

Foto øverst: Terry Riley, pressefoto.