Efterårets elektroniske toner fra DIEM Elektro

Musikhuset i Aarhus sætter igen rammerne for DIEM Elektro, der dette efterår byder på navne som Cristian Vogel, Jacob Kirkegaard, Bjørn Svin, Thomas Knak og Katrine Ring.

Af Tobias Linnemann Ewé

17. september skydes DIEM Elektro i gang med en koncert af Bjørn Svin, anerkendt som en af Danmarks førende kunstnere indenfor eksperimenterende eksperimenterende musik. Et andet hovednavn er Katrine Ring ­– DJ, producer og komponist – hvis musikalske karriere blev indledt i 1980 som medlem af newwavebandet The Pin-Ups. Siden 1992 har hun været DJ med udgangspunkt i musik som jazz, latin og house, og har udsendt diverse compilations. Hun har arbejdet med klassisk musik siden 2006 som medlem af den danske fraktion af det tyske DJ- og klubkoncept Yellow Lounge. Årets internationale input kommer fra Cristian Vogel – der nu bor i Danmark – og har en karriere, der spænder over to årtier i fronten af europæisk elektronisk dansemusik.

Udover de etablerede danske og internationale navne, er der rig mulighed for at få et indblik i, hvordan fremtidens elektroniske musikscene lyder. Studerende fra DIEM, konservatoriets afdeling for elektronisk musik, går på scenen i Musikhuset Aarhus flere gange i løbet af koncertrækken med endnu ukendte programmer.

DIEM Elektro præsenterer i løbet af efteråret 2015 bl.a. koncerter med Cristian Vogel, Jacob Kirkegaard, Bjørn Svin, Thomas Knak og Katrine Ring.

DIEM Elektro er en koncertserie, der præsenterer en bred vifte af elektronisk musik, og de fleste koncerter er gratis. Koncerterne i rækken præsenterer både konservatoriets egne studerende og gæster fra Danmark og udlandet.

DIEM Elektro med Bjørn Svin.
Tors. 17/9 2015 kl 20. Fri entré.

Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus.
Læs mere

Læs om DIEM Elektros andre koncerter i SNYK/Seismografs koncertkalender