SNYK er genreorganisationen for ny kompositionsmusik og anden eksperimenterende musik i Danmark. Vi er landsdækkende og internationalt orienteret.
SNYK - ny musik
Gråbrødretorv 16, st.th.
1154 København K
Tlf. 33 93 00 24
E-mail: snyk(a)snyk.dk
Komponisten Søren Nils Eichberg skal være Danmarks Radios officielle huskomponist fra 2010 til 2013. Aftalen er indgået i henhold til Statens Kunstfonds Tonekunstudvalgs huskunstnerordning.
Ny orkestermusik ud til det brede publikum
Juliana Hodkinson, formand for Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg, udtaler: Vi er meget glade for, at vores henvendelse til DR har resulteret i denne aftale. Vi håber, at dette særlige samarbejde mellem DR, Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg og Søren Nils Eichberg vil skabe optimale betingelser for formidlingen af ny orkestermusik til bredere publikum i Danmark og udlandet igennem DR's unikke medieplatform. Vi glæder os meget til at høre den musik, som Eichberg kommer til at skrive og til at opleve, hvordan den vil blive bragt ud til DR's publikum, lyttere, seere og brugere.
Den store romantiske musik
Søren Nils Eichberg er en erfaren musiker og komponist på orkesterpodiet og velbevandret i det klassisk-romantiske repertoire via sin parallelkarriere som pianist. Det første værk af ham, som DR præsenterer, bliver da også en romantisk klingende klaverkoncert, som DR Symfoniorkestret opfører med pianisten Christina Bjørkøe som solist 11. september 2010 i forbindelse med de Nordiske Musikdage, som i år foregår i København. Eichberg kombinerer i værket det romantiske klangideal med tolvtonemusik, men det er ikke for at skrive intellektuelt krævende musik, han bliver blot inspireret af at blande de historiske teknikker. "Min generation af komponister er ikke ude på at belære folk. Vi vil bare gerne lave god musik, hvor lytterne ikke behøver at holde sig for ørerne. Det er bare musik, ligesom Bach og Mozart bare er musik", siger Søren Nils Eichberg til DR.
Tonekunstudvalget beskriver hans musik som "en ung komponists bekræftelse af denne tradition, hvor man møder melodisk virtuositet, drevet af solid formbevidsthed, dynamiske rytmer og ungdommelige udbrud". Søren Nils Eichberg modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i perioden 2007-2009.
billede: http://www.eichberg.net/dk/index.html