Den nære fortids medier og mediemaskiner kommer på udstilling

Lørdag den 11. januar åbner udstillingen MAGNETIC GROOVE MEMORIES på Roskilde Bibliotek. Her vil man kunne slå sig ned mellem vores nære fortids medier og mediemaskiner og være med til at genoplive det fysiske musikarkiv for en kort tid. I løbet af udstillingsperioden vil der være mulighed for at lære at reparere musikafspillere, lave musik ud af gamle kassettebånd, få skåret sin egen LP, opleve livemusik og bytte bånd i byttecentralen.


I udstillingen "Magnetic Groove Memories", som åbner på lørdag, kan man opleve og bruge fysiske musikteknologier. Kassettebåndet, LPen, spolebåndet og CDen var indtil for nylig den eneste måde, vi kunne høre musik på, når det ikke var til koncert. Magnetic Groove Memories viser medie-maskiner, der fungerer og fejler, og du får mulighed for at opleve de teknologier, som du måske engang brugte, eller som du aldrig har set før. Udstillingen er et ‘mediearkæologisk lytterum', hvor du aktivt kan opleve og lytte til et fysisk musikarkiv.

Udstillingen viser bl.a. at lydmedier kan bruges til andet end blot at lytte til. I løbet af udstillingsperioden vil man kunne se værker af unge, danske og internationale kunstnere, der arbejder med gamle, fysiske medier som materiale.

Der er også mulighed for at slå sig ned blandt udstillingens fysiske lydmedier og lytte til plader og bånd. På Magnetic Groove Memories er der samlet et hav af nye og gamle udgivelser, der viser ægte kærlighed til det fysiske medies muligheder.

Udstillingen rummer desuden en byttereol, hvor man kan aflevere sit eget hjemmelavede mixtape. Her kan man også frit og kvit lytte til andres mixbånd.

Der er fernisering på udstillingen lørdag d. 11. januar kl. 10-14, hvor der bl.a. vil være kassettebåndsworkshop.

Udstillingsrelaterede workshops
I løbet af udstillingen er der rig mulighed for selv at deltage og udforske gamle lydmedier. Der afholdes bl.a. tre workshops, hvor glemte lyttekulturer genoplives og unge kunstnere, der vender medierne og deres brug på vrangen præsenteres:

BÅNDLOOP
Lørdag d. 11. januar kl. 10-14 afholdes der kassettebåndsworkshop, hvor man kan være med til at lave båndloops og hacke gamle kassettebånd. Workshoppen slutter af med en koncert ved Sandra Boss og Morten Riis.

REPARER DIT GAMLE UDSTYR
Lørdag d. 18. januar kl. 10-14 afholdes der reparationsworkshop, hvor man kan få hjælp til at reparere sit udstyr. Så virker din gamle båndoptager ikke eller kører pladespilleren i hak, er det med at møde op, når reparatører fra Ringsted Radiomuseum giver gode råd og tricks.

HACK & SKÆR – Lav din egen vinyl
Torsdag d. 23. januar kl. 15-19 kan man få skåret sin helt egen vinylplade, og være med til at jagte vinylpladens alternative brugsmuligheder.
Workshoppen ledes af komponist og lydkunstner Jonas Olesen, som også vil give smagsprøver fra sin egen produktion.
For tilmelding, skriv en mail til allantv@roskilde.dk


HVAD: MAGNETIC GROOVE MEMORIES
HVORNÅR: 11. - 30. januar 2014. Man-fre: kl. 10-19, lør: kl. 10-14, søn: kl. 12-16.
HVOR: Roskilde Bibliotek, Dronning Margrethes Vej 14, 4000 Roskilde
PRIS: Fri entré