Dansk elektronmusik nomineret til Nordisk Råds Musikpris 2012

Elektronmusikkens grand old lady Else Marie Pade og konkretmusikkens unge frontløber Jacob Kirkegaard er de to danske nominerede til Nordisk Råds Musikpris 2012. Hermed sætter priskommitteen et stærkt fokus på dansk lydkunst, både historisk og cutting edge.

Else Marie Pade er nomineret for båndværket Illustrationer I-IV, der blev fuldendt i 1995, men bygger på optagelser, som Pade lavede i 1950’erne. De fire satser illustrerer eventyrscener med titlerne I Himmelrummet, Havkongens slot, Eventyrland og Kong Vinter.

Else Marie Pades lydkunst har det seneste årti været genstand for en veritabel relancering, og hun står som en gudmor for en række af de yngre generationers electronica-komponister, blandt andre Bjørn Svin.

I 00’erne har Dacapo Records udgivet en række af Pades banebrydende værker, senest med cd’en Aquarellen über das Meer; Illustrations fra 2009, hvor de fire prisnominerede værker er med. Læs mere, lyt og køb den hos Dacapo Records.

Jacob Kirkegaard er blandt andet blevet kendt de senere år for med sine værker at udforske ukendte og overraskende lydkilder, og for hans nysgerrige og intense beskrivelser af lydens natur.

LÆS OGSÅ: Lydkunst fra det indre øre 

Kirkegaard er nomineret for værket 4 Rooms, der udfolder lyden fra fire forladte rum i den radioaktive eksklusionszone i Tjernobyl, Ukraine; en svømmehal, en kirke, et auditorium og en gymnastiksal. Rum, som tidligere har været fyldt af menneskelig aktivitet og liv, men som med ét blev forladt på grund af katastrofen i 1986.

Bonusinfo: Da Statsbiblioteket i 2006 besluttede at opbygge et komplet webarkiv over Else Marie Pades værker, blev Jacob Kirkegaard inviteret til at remixe to af Pades stykker.