CLICK Festival åbner i weekenden

Når progressive CLICK Festival åbner på lørdag den 20. maj, er der blandt andet nye koncertformater, udfordrende performances og queer på programmet. Festivalen har Quirky Ecologies som tema, og den eksperimenterende musik bliver akkompagneret af et dybdegående talk-program, der stiller skarpt på modsætninger mellem mennesker, natur og teknologi.

Af Sif Hellerup Madsen

Det er i år syvende gang at CLICK festival slår dørene op i de gamle rå skibsværftshaller på kulturværftet i Helsingør, og publikum kan glæde sig til et koncertprogram, der eksperimenterer med genrer og udtryk. Fra Holly Herndons elektroniske avantgarde til de legendariske post-punkere This Is Not This Heat. Fra danske støjmusiker Puce Mary i samspil med scotske post-punk minimalist Drew McDowall til installationen Lou Reed Drones inspiret af Lou Reeds eksperimenterende brug af industriel noise og feedback.

Karismatisk queer og normkritisk rap

Festivalen byder i år også på en række kunstneriske fortolkninger af begrebet queer. Kønsidentiteter og kulturelle konventioner bliver udfordret, når blandt andre den kontroversielle amerikanske kunstner Mykki Blanco udfordrer en ellers maskulin hip hop-scene med stilletter og normkritisk rap. Eller når den gådefulde elektroniske musiker og performer Yves Tumor - en ny kunstner på den eksperimenterende queer-scene – optræder med sit intense, energiske og karismatiske liveshow.

Verden antager nye former

Festivalens tema Quirky Ecologies stiller skarpt på menneskets rolle i en fremtid, hvor udvikling og opfindelser ændrer og udfordrer samfund, teknologi og natur. Gennem talks, performances, koncerter og workshops præsenterer festivalen et udvidet vidensfelt, hvor kunstnere, teoretikere, skribenter, musikere og publikum kan gå i dialog.

Mikael Fock, chef for Kulturværftet og CLICK Festival samt kurator på festivalens performance-linje fortæller:

”Det, vi drømmer om med CLICK Festival, er at give folk et nyt syn på verden – og dermed også en mulighed for at se os selv på en ny måde. I år kan man fx opleve det audiovisuelle lydunivers Silicium, hvor den analoge live-performance og det digitale univers flyder sammen. Eller den slovenske kunstner Špela Petričs værk Skotopoiesis, som med et enkelt greb (interaktion med spirende græs red.) viser menneskets og naturens gensidigt afgørende samspil. CLICK Festival faciliteter et refleksionsrum, hvor vi kan træde ind og ud af os selv og forskellige universer. Det er et sted, hvor grænsen mellem kultur og natur nedbrydes, og hvor verden antager nye former”.

Læs mere om CLICK Festivals program i SNYKs guide til CLICK her.
Og læs mere om værket Lou Reed Drones på CLICK Festival på snyk.dk her.

CLICK Festival 2017.
Den 20. og 21. maj.
Kulturværftet i Helsingør.
Læs mere her.

-------------------------- 

Foto øverst, Puce Mary, pressefoto CLICK Festival.