Call for works - ISCM World Music Days 2017

International Society for Contemporary Music (ISCM) afholder World Music Days i Vancouver i Canada fra den 2. til 8. november 2017. SNYK har som dansk sektion af ISCM åbnet Call for Works, hvor danske komponister kan sende værker ind. Deadline er den 3. oktober 2016.

Af Camille Roth

Den traditionsrige ISCM World Music Days 2017 afholdes næste år fra den 2. til 8. november i den canadiske by Vancouver. SNYK indkalder nu værker til den kommende festival efter de kriterier, der er opstillet af ISCM. 

Nye værkkategorier afspejler tendenser i samtidsmusikken

ISCM World Music Days 2017 præsenterer musik fra over 50 lande fordelt på mere end 25 koncerter. Festivalen er altså en særdeles globalt orienteret begivenhed, der forbinder komponister og publikum fra hele verden. I tråd med dette lægger de canadiske værter også op til stilistisk diversitet med en liste af værkkategorier, som på flere måder flugter med de tendenser, der rører sig blandt nutidens komponister. Foruden de traditionelle formater som strygekvartetter, større og mindre ensembler, diverse kor og fuldt symfoniorkester, byder festivalen også værker inden for kategorierne 'composer-performer' og 'creative music ensemble' velkomne. I førstnævnte kategori efterspørger arrangørerne kunstnere, der beskæftiger sig med undersøgelsen og udviklingen af nye kompositoriske og performative værktøjer med fokus på det fysiske, det teatralske og det visuelle.

I kategorien 'creative music ensembles' gemmer sig de tre grupper Hard Rubber Orchestra, Now Ensemble samt Vancouver Electronic Ensemble, der sammen dækker et musikalsk område mellem improvisation, grafisk notation og diverse former for elektronik. I denne kategori kan du bl.a. indsende værker for jazzensemble, traditionelle klassiske instrumenter og laptops.

På listen over musikere, der står klar til at spille de udvalgte værker, finder man bl.a. også hele Vancouver Symphony Orchestra, Ensemble Contemporain de Montréal+ samt strygekvartetten Bozzini, der siden dannelsen i 1999 har bestilt mere end 180 værker og spillet koncerter på eksempelvis MärzMusik i Berlin, norske Ultima og Klangspuren i Østrig.

Læs mere om de forskellige kategorier og ansøgningskrav her.

Der er to måder at indsende værker på:

1) Ved at indsende maksimalt ét værk pr. komponist til SNYK

Af de indsendte værker af danske komponister udvælger SNYKs TRIM udvalg seks værker i minimum fire af årets kategorier. Disse seks værker sender SNYK ind til ISCM World Music Days 2017, hvis jury derefter er forpligtet til at udvælge mindst ét dansk værk blandt disse seks til opførelse på festivalen. Kortere værker under 12 minutter og værker komponeret efter 2011 prioriteres. At sende værker ind på denne måde er gratis.

Deadline for indsendelse til SNYK er mandag den 3. oktober 2016.

Værkerne indsendes elektronisk til snyk@snyk.dk med følgende bilag:

  • Angivelse af den kategori værket er indsendt i (se link til Kategorier nedenfor)
  • Angivelse af værkets titel, besætning, varighed og kompositionsår samt forlag
  • Partitur vedhæftet som PDF
  • Lydfil(er) som direkte weblink (ikke som vedhæftede filer)
  • Programnote eller beskrivelse af værket
  • Teknisk rider til værkets opførelse
  • Biografi inklusive fødselsår på komponisten, samt billedidentifikation for komponistens nationalitet
  • Hjemmeside på komponisten og/eller komponistens forlag
  • Portrætfoto af komponisten

2) Alternativt kan man indsende et værk individuelt direkte til ISCM World Music Days 2017.

Dette koster 53,50 Euro og skal ske via denne hjemmeside senest tirsdag den 15. november 2016.  Læs mere om denne mulighed her.

Som komponist kan man maksimalt indsende et værk, hvadenten det gøres via SNYK eller individuelt.

I starten af november 2016 offentliggør SNYK de seks værker, der indsendes til ISCM World Music Days.

I begyndelsen af 2017 offentliggør ISCM World Music Days 2017 hvilke værker, der er udvalgt til opførelse på festivalen på festivalens hjemmeside.