Bent Sørensen og Martin Stauning modtager årets Carl Pris

Ved uddelingen af den årlige Carl Pris den 24. april 2017 hyldede Musikforlæggerne i Danmark for femte gang danske komponister og tekstforfattere. Priserne indenfor den klassiske kategori gik til komponisterne Bent Sørensen og Martin Stauning.

Af Sif Hellerup Madsen

Carl Prisen går hvert år til skabende kunstnere inden for et bredt spektrum af musikalske genrer – lige fra klassisk til pop og børnemusik.

I år blev Bent Sørensen tildelt prisen Årets klassiske komponist – stort ensemble for sin koncert for klavertrio og orkester L’isola della città. Musikforlæggerne skriver om værket: "Bent Sørensens koncert for klavertrio og orkester med den flotte titel L’isola della città (Øen i byen) er smuk musik med stille, svimlende dybder. I koncerten er trioen øen og orkestret byen, men de er ikke i opposition til hinanden, men lever og ånder i samspil. Ved uropførelsen i januar 2016 kom dette samspil til at leve og funkle i samarbejdet mellem Trio Con Brio og DR’s Symfoniorkester."

Martin Stauning modtog prisen Årets klassiske komponist – lille ensemble for værket Iles en mer d’Argent. Musikforlæggerne skriver om værket: "Îles en mer d’Argent (Øer i et sølvhav) kan opleves som en række øer af musikalsk aktivitet, adskilt af stillestående passager. Hver ø ligner i begyndelsen til forveksling den forrige, men blandt andet gennem små ændringer i stoffet ender stykket umærkeligt med at slutte i en radikalt anden klangverden, end det begyndte. Værket blev uropført af Storstrøms Kammerensemble den 7. august 2016."

De øvrige nominerede kandidater i kategorierne var:

Årets klassiske komponist – stort ensemble
Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøð og Allan Gravgaard Madsen
For symfonisk sangcyklus Beinta.

Karsten Fundal, Simon Dokkedal og Martin Højland
For Symfoni nr. 2.

Årets klassiske komponist – lille ensemble
Peter Bruun
For korværket Wind Walks.

Mette Nielsen
For værket Odense Havn.

Læs mere om Carl Prisen her.

----------

Foto øverst: Martin Stauning, pressefoto.