Begæret får frit spil i Glyptoteket i aften

Forårets sidste SLOW i Glyptoteket før sommerferien byder indenfor under temaet begær med blandt andre Thomas Knak og Niels Rønsholdt.

Af Agnete Seerup

Kunstens erotiske, maniske og længselsfulde sider er i centrum, når Glyptoteket åbner dørene til sæsonens sidste Slow. Torsdag d. 28. maj står aftenens program på begær – perspektiveret i talks og toner, i litteratur og lydinstallationer samt i omvisninger, der går tæt på kunsten. Som altid i kunstens eget tempo: langsomt.

Bro/Knak i Vinterhaven

Jazzguitarist Jakob Bro og musiker Thomas Knak leverer en enestående kombination af jazz og elektronisk musik i Vinterhaven. Oplev en varm og følelsesmæssig søgen fuld af eksperimenter skabt af to af Danmarks dygtigste kunstnere til Glyptotekets Vinterhave og denne aften i begærets tegn. Jazzguitaristen Jakob Bro og den elektroniske kunstner Thomas Knak præsenterer en unik kombination af jazz og elektronisk musik. De to kunstnere arbejder musikalsk i forlængelse af deres a koncept-udgivelse Bro/Knak, som i 2012 blev præmieret af Statens Kunstråd og var et af årets bedst anmeldte plader.

Ord for Ord

Sangerinde Nanna Schannong og komponist Niels Rønsholdt runder aftenen af med arier fra den intime performanceopera Ord for Ord. Niels Rønsholdt skabte i 2014 den intime performanceopera Ord for Ord, hvor patos bliver intimitet og sang bliver til hviskende nynnen hvor ømhed, jalousi og længsel lurer under overfladen. Som aftenens godnatsang fremføres et par udvalgte arier som en duet mellem en mandlig og kvindelig sanger ledsaget af accordeon med Niels Rønsholdt selv i hovedrollen.

Begæret står i centrum!

Fra drivkraft til syndefald – begær har til alle tider været omdrejningspunkt for de største menneskelige dramaer. Menneskets evige balancegang mellem stilstand, fremdrift og katastrofe er om noget hægtet op på begær. Ikke overraskende har begær også været et populært emne for kunstnere gennem alle tider. Gennem hele aftenen byder Slow-programmet derfor på omvisninger, der indkredser begæret i kunsten, om så den er fra faraonernes Egypten, antikkens Grækenland og Rom eller i fransk og dansk kunst i det 19. århundrede.

PROGRAM

  • 17.00-22.00 (KUNSTFORDYBELSE): Begær og løssluppenhed. Fordyb dig i detaljerne i den antikke Casali-sarkofag sammen med Dionysos, Ariadne og berusede satyrer.
  • 17.30-18.00 (TALK): Filosof Anders Fogh Jensen sætter begæret i relation til eros, manglen, lysten og viljen.
  • 18.00-18.45 (TALK): Om begæret i egyptisk kunst. En omvisning om guddommelighed, uforanderlighed og evigt liv.
  • 18.15-18.45 (TALK): Begær i antikkens Rom. Ph.d.-stipendiat Amalie Skovmøller stiller skarpt på begær i romersk skulptur og portrætkunst.
  • 18.30-19.00 (DIALOG): Lektor Kirsten Hyldgaard er gæst i Carls Bar, hvor hun i samtale med kunsthistoriker Christine Tommerup fortæller om begærets patologi hos samlere.
  • 19.00-19.45 (MUSIK): Bro/Knak. Jazzguitarist Jakob Bro og musiker Thomas Knak leverer en fusion af jazz og elektronisk musik i Vinterhaven.
  • 19.30-20.00 (TALK): Kunstnerisk begær i dansk guldlader og fransk kunst. En omvisning blandt motiver, der bærer det åndelige, det uopnåelige og det skjulte begær.
  • 20.00-21.00 (DIALOG): Professor og digter Per Aage Brandt gæster journalist Poul Pilgaard Johnsen i Caféen.
  • 20.15-20.45 (DIREKTØRENS VALG): Glyptotekets direktør, Flemming Friborg, giver omvisning i udstillingen ”Fra Blok til Krop” med fokus på lyst og stil i det 19. århundredes skulptur samt brygger Carl Jacobsens  samlermani.
  • 21.10-21.30 (OPLÆSNING): Amores (Eskapader). Hør udpluk fra Ovids frivole elskovsdigte.
  • 21.35-21.45  (GODNATTONER): Intime ord fra balkonen. Sammen med sangerinde Nanna Schannong runder performer og komponist Niels Rønsholdt aftenen af med arier fra den intime performanceopera Ord for Ord.