AT BADE I KLANGEN

De to specialensembler indenfor henholdsvis kormusik og ny musik Ars Nova Copenhagen og Athelas Sinfonietta spiller på søndag fælles koncert med musik fra Norden.

Af Mie Petri Lind

NJORD Biennale er veloverstået, men har du lyst til at dykke mere ned i den nordiske musik og bl.a. høre musik af NJORDs festivalkomponist Kaija Saariaho byder muligheden sig på søndag.
De to ensembler Athelas og Ars Nova Copenhagen slår dørene op til en koncert, hvor de forener kræfterne med udspring i ideen om ’det nordiske sinds univers’, men med fire meget forskellige bud på, hvad dette univers indeholder!

Klangbade

Athelas og Ars Nova har før slået pjalterne sammen på en række fælles koncertprojekter og gentager nu det gode samarbejde ved at præsentere den første af en række fælles koncerter, der strækker sig ind i 2017 og videre.

Der tages udgangspunkt i den aktuelle Siemens-prisvinder Per Nørgårds forunderligt smukke værk Singe die Gärten, mein Herz - et værk der er i familie med Nørgårds kanoniske 3. symfoni, og som i lighed med symfonien og andre Nørgård-værker fra begyndelsen af 70´erne benytter tekster af Rilke som forlæg for musikken. Det er dette værks på en gang romantisk tonale og fritsvævende klang, der har inspireret til koncertens titel: "At bade i klangen".

Dette klangbad fortsættes i to korsatser af finske Kaija Saariaho, modtager af Sonningprisen i 2011. Hendes karakteristiske rige, polyfoniske strukturer er ofte skabt i kombinationen af levende musik og elektronik, hvilket også er tilfældet i Echo! og Tag des Jahrs.

Uropførelse af Buck

Den yngre svenske komponist Benjamin Staern modtog i 2011 de svenske musikforlæggeres pris for sin kammersymfoni Bells and Waves, et virtuost stykke i fem satser, der, udover at være næsten selvbiografisk i sit udspring, også er et vittigt, frækt og helt-ude-af-tiden værk, der tillader sig hvad som helst.

Koncerten slutter med en stor uropførelse af naacal - et nyt værk af Ole Buck skrevet til Ars Nova og Athelas. Buck skriver: ”Stykket er skrevet ud fra klangen alene uden andre associationer end til en urklang. Absolut musik i modsætning til programmusik. Og dog: jeg hørte stykket som noget der stammede fra en fjern, fjern fortid. Forenet med den opmærksomhed i nuet, som stilheden i den omgivende natur giver mig. En stilhed uden tid. Kilden til menneskets oprindelige sprog – naacal“.

Program:
Per Nørgård (1932-): Singe die Gärten mein Herz (1974)
Kaija Saariaho (1952-): Écho! (2007) og Tag des Jahrs (2001)
Benjamin Staern (1978-): Bells and Waves (2010)
Ole Buck (1945-): naacal (uropførelse)

Koncerten ledes af den svenske dirigent Jakob Hultberg.

Ars Nova Copenhagen & Athelas Sinfonietta: At bade i klangen
Søndag d. 7. februar 2016 kl 16.00
Borups Højskole, Frederiksholm Kanal 24, 1220 København
120 kr. / Stud. 50 kr. / billetto.dk