AUT markerer 50-året med spektakulær festkoncert

Når Aarhus Unge Tonekunstnere på fredag den 7. oktober holder orkesterkoncert i anledning af deres 50-års jubilæum, er det både med værker af unge komponistspirer samt ikke mindst danmarkspremieren på Simon Steen-Andersens Piano Concerto på programmet.

Af Mads Emil Dreyer

Den århusianske forening har igennem året fejret jubilæet via et nyetableret samarbejde med Aarhus Symfoniorkester, som indtil videre har resulteret i Anna Katrin Øssursdóttir Egilstrøðs og Allan Gravgaard Madsens symfoniske sangcyklus Beinta, Line Tjørnhøjs gadeopera Tusk og så fredagens festkoncert i Musikhuset Aarhus, hvor orkestret, foruden Simon Steen-Andersens klaverkoncert, spiller musik af Rasmus Zwicki, islandske Anna Thorvaldsdottir og nyskrevne værker af Lasse D. Hansen og Mathias Monrad Møller.

De unge komponisters platform

Siden etableringen i 1966 har AUT især fungeret som udstillingsvindue for unge danske komponister, og selvom paletten af aktiviteter i årenes løb er blevet udvidet, er dette stadig en opgave, som foreningen går meget aktivt ind i. Således også til koncerten på fredag hvor symfoniorkestret uropfører Lasse D. Hansens Tuning og Mathias Monrad Møllers Speech. Førstnævnte tager udgangspunkt i det, der kendetegner alle orkesterkoncerter; nemlig musikernes stemning af instrumenter. Værket opstår ud af denne lavpraktiske, men også meget, ja, stemningsinducerende førstehandling og baner herved vejen for både dets egen og resten af koncertens udfoldelse.



Lasse D. Hansen får sit værk "Tuning" opført til fredagens koncert. Foto: Klavs Kehlet Hansen

Senere i programmet møder vi endnu en uropførelse i form af dansk-tyske Mathias Monrad Møllers værk Speech, hvis titel skal forstås helt konkret. Stykket opføres nemlig uden dirigent og med komponisten selv som festtaler. Foran musikerne står ganske vidst noteret musik, men hvert enkelt medlem af orkestret bestemmer selv, om vedkommende har lyst til at spille efter noderne eller lade være. I den forstand kommenterer værket på spændingsforholdet mellem musikernes totale individuelle frihed og så orkestret som en fælleskoordineret enhed.

Koncertens finale sørger Rasmus Zwicki med sin Sidste Symfoni for. Et stykke der med dets titel og traditionelle opbygning i fire satser på overfladen ser ud som et regelret genreværk, men hurtigt viser sig at drive gæk med sit publikum og blive til andet og mere end det. På den måde taler Sidste Symfoni naturligt ind i Zwickis øvrige arbejde, hvor værkernes essens ikke altid bare ligger i den klingende musik, men også på forskellig vis breder sig til hele koncertsituationen.

Internationalt besøg og dansk stjernedrys

Aftenens internationale islæt leveres i form af Anna Thorvaldsdottirs Aeriality, som hermed får danmarkspremiere. Thorvaldsdottir, der vandt Nordisk Råds Musikpris i 2012, gør med sin poetiske klangverden for alvor karriere i disse år. Både i Europa, men især også i USA, hvor Aeriality i 2017 bliver opført af New York Philharmonic. Aftenens mest opsigtsvækkende indslag må dog alligevel tilskrives Simon Steen-Andersen. Festkoncerten byder nemlig på den danske førsteopførelse af hans prisvindende Piano Concerto, der med sammenstillingen af et klassisk koncertflygel og videooptagelser af et totalskadet ditto trækker begrebet klaverkoncert igennem en iøjnefaldende kunstnerisk vridemaskine. Værket tager som sit udgangspunkt lyd- og videooptagelser af et koncertflygel, der falder fra 8 meter ned på et betongulv. Steen-Andersen bruger virtuost lyden herfra som overordnet instrumentationsforlæg og gør samtidig videooptagelsen til en slags dynamisk styrepind for orkestret. Samtidig spiller værket spidsfindigt på forskydninger og overlap mellem den fysiske og den medialiserede tilstedeværelse af soloinstrumentet. Med andre ord ilter værket orkestermusikgenren på nye, interessante måder og udgør altså således også en velvalgt trumf på festkoncerten.

Tyske Südwestrundfunk lavede i forbindelse med tilblivelsen af Piano Concerto en multimedieside, der tjener som en god introduktion til værket. Besøg den her.

TV2 Østjylland har ligeledes dækket koncerten og giver en introduktion i et klip, du kan se her (fra 7:55).

Program:
Lasse D. Hansen: Tuning (uropførelse)
Anna Thorvaldsdottir: Aeriality  (dansk førsteopførelse)
Simon Steen-Andersen: Piano Concerto (dansk førsteopførelse)
Mathias Monrad Møller: Speech (uropførelse)
Rasmus Zwicki: Sidste symfoni 

AUT / Festkoncert med Aarhus Symfoniorkester
7. oktober 2016 kl. 19.30
Symfonisk sal, Musikhuset Aarhus
145 kr. - køb billet her
Læs meget mere om AUT's historie i Seismografs fokus her