ATHELAS vender blikket mod orienten

Lørdag den 19. marts spiller Athelas Sinfonietta en koncert der kredser om musik fra og inspireret af den orientalske verden. På programmet er bl.a. uropførelsen af et nyt værk af den unge, libanesiske komponist Bushra El-Turk.

Af Mie Petri Lind

På lørdag sætter Athelas Sinfonietta fem komponister op imod hinanden - fem komponister der på forskellig måde spejler hinanden - umiddelbart to og to, men ved nærmere eftersyn på et utal af måder!
Udgangspunktet er en interesse for den orientalske verden og den musik der strømmer herfra.

Libanesisk uropførelse

Athelas’ koncert har overskriften ’Den Spektrale Orient’ og er en slags forsmag på ensemblets drøm om at etablere en hel festival med nutidig kunstmusik fra den orientalske verden, hvor nogle af de mange komponister med arabisk eller mellemøstlig baggrund, der skriver samtidsmusik, kan præsenteres.

En af disse er den unge, libanesiske komponist Bushra El-Turk, hvis værk Murmurations uropføres af Athelas på lørdag. El-Turk sættes sammen med den danske komponist Anders Brødsgaard, der har skrevet et stykke, der tager udgangspunkt i den arabiske Maqam.
Det er en rigt ornamenteret musik der klinger i disse værker og denne ornamentik spejles i den franske komponist Tristan Murails spektrale musik, hvor overtonernes leg og lyd danner en klangligt rig ornamentik.

Tilstande og historier

En komponist fra en anden del af verden er den i Danmark bosatte Li-Ying Wu, der stammer fra Taiwan, men bl.a. er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Hendes musik er sart og skrøbelig, men kan alligevel vise tænder i en form, hun selv betegner som mere skulpturel end dramatisk - man kan også sige at musikken i højere grad skaber tilstande end den fortæller historier. Værket Flow som opføres ved lørdagens koncert blev uropført i Hong Kong i 2009 og indbragte senere Li-Ying Wu Bisballeprisen.

Hvor Li-Ying Wu skaber en tilstand forsøger Martin Stauning i sit Verdorrte Räume (indtørrede rum) at sætte to tilstande op overfor hinanden, for så - lidt efter lidt - at lade dem tørre ind i hinanden, afspejle hinanden eller så at sige ud- eller afvikle hinanden. Der ligger en lille historie gemt i musikken, der på Mahlersk vis munder ud i en begravelsesmarch: Wie ein Kondukt

Som 1001 nat!

Athelas’ koncert byder således på den direkte inspiration fra Orienten, det ornamenterede, det diskret fortællende, det skulpturelle og det klangligt forførende i fem værker af ret væsensforskellige komponister, der dog har det til fælles, at de skriver en musik, der er velklingende, kommunikerende og sanselig - ja man kan næsten sige forførende - som 1001 nat!

ATHELAS Sinfonietta: Den Spektrale Orient
Lørdag d. 19. marts 2016 kl. 16.00
Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, 1220 København K
100 kr. / stud.: 50 kr. / Køb billet
Facebook-event