Athelas spiller koncert med prisvinder Martin Stauning

I forbindelse med uddelingen af Axel Borup-Jørgensen Komponistpris 2015 spiller Athelas Sinfonietta søndag den 28. februar værker af blandt andre prismodtager Martin Stauning.

af Tobias Linnemann Ewé

Athelas Sinfonietta spiller ved uddelingen af den nyindskiftede Axel Borup-Jørgensen Komponistpris. Det er Axel Borup-Jørgensens datter, Elisabet Selin, der har skabt prisen, der i Axel Borup-Jørgensens ånd skal gives til unge, begavede komponister, der fortjener et skulderklap. Ved koncerten spilles naturligvis musik af prismodtageren Martin Stauning og Axel Borup-Jørgensen.

I et interview til Seismograf forklarer Martin Stauning hvilke emner, der optager ham i sit kompositoriske virke: »Musikkens flygtighed på alle måder. Fragmenteret tematik. Form som et stillads hvorpå man kan hænge sin presenning af tid, lyd og rum.«
—Martin Stauning, ”Pulsar festival 2015 – de yngre komponister”

Programmet suppleres af Pelle Gudmundsen-Holmgreens 3 sange til tekster af Politiken fra 1966, hvor han har taget en tilfældig Politiken-udgave og sat linjer som: 'DFDS fylder hundred år i morgen' eller 'Efter at Niels Westerby under folketingets kombinerede åbnings- og finanslovsdebat' osv. i sang og musik. Det er ren Beckett! Christos Farmakis' Fix your eyes upon me quietly er et hyldestværk til Axel Borup-Jørgensen, og programmet afsluttes med et stykke skrevet til Athelas af Mogens Christensen, der var næsten-nabo til Axel i mange år. Efter koncerten indspilles Mogens Christensens stykke til brug for en kommende CD-udgivelse.

PROGRAM: 

Martin Stauning: First Against the Wall for Piano trio (2012)
Axel Borup-Jørgensen: Op. 38 Mobiler (1961)
Martin Stauning: Verdorrte Räume (2015) 

-pause-

Axel Borup-Jørgensen: Prisma Parafrase (1965)
Christos Farmakis: Fix your eyes upon me quietly
Mogens Christensen: Percorsi Oscura 

Athelas ledes ved denne koncert af Martin Nagashima Toft

Axel Borup-Jørgensen priskoncert
Søndag d. 28. februar kl. 15.00

Mantziussalen, Kulturcenter Mantziusgården, Johan Mantzius Vej 7A, 3460 Birkerød
50-100 kr. i døren

Mere information om koncerten her

Læs mere om Martin Stauning i dette interview på Seismograf af Jan Stricker fra Pulsar 2015