Ars Nova fejrer Fluxus-bevægelsen

Vokalensemblet Ars Nova Copenhagen markerer Fluxus-bevægelsens 50-års jubilæum med koncerter i Kunsthal Charlottenborg og på KUNSTEN i Aalborg.

Søndag den 19. februar fejrer Ars Nova Copenhagen minimalismen og dens rødder i Dada, Fluxus og John Cages musik med koncerten Minimal Roots. Koncerten arrangeres i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg og præsenteres desuden fredag den 17. februar på KUNSTEN – Museum of Modern Art Aalborg.

Minimal Roots-koncerterne markerer Fluxus-bevægelsens 50-års jubilæum og dirigeres af Chefdirigent Paul Hillier. Her vil man kunne opleve skøre og skønne værker af de tidlige 60’eres Fluxus-grupper og Kneeplays fra Philip Glass’ opera Einstein on the Beach. Ydermere uropføres værket Sea Songs af Steve Martland, Ars Novas huskomponist  i sæsonen 2011-12. Koncerten afsluttes med en stearinlysversion af Terry Rileys mesterværk In C. Sidstnævnte værk udkom i 2006 på Ars Nova Records, med Ars Nova Copenhagen, Percurama Percussion Ensemble og Paul Hillier.

Einstein on the Beach (1976) er Philip Glass’ mest berømte opera. Ved koncerten vil man høre de såkaldte knee plays - korte stemningsfulde mellemspil, der fungerer som gennemgående motiv i operaen. Teksten består af tal, kryptiske digte og korte tekster med referencer til blandt andet Patricia Hearst-sagen, The Beatles og teenageidolet David Cassidy.

Nyt fra den britiske musik-scene

Steve Martland er en af de mest kontroversielle skikkelser på den britiske scene for ny musik. Inspirationskilderne til hans musik er mangfoldig – og såvel fortidig som moderne, folkelig som elitær. Ved koncerten uropføres hans værk Sea Songs, skrevet specielt til Ars Nova.

Fluxus og befrielsen fra romantik

’Fluxus-bevægelsen opstod hos den ekstreme avantgarde i Europa og USA som et ønske om at befri kunsten fra det romantiske kunstbegreb. Mange af de amerikanske kunstnere havde mødt hinanden i komponisten John Cage’s klasse på Black Mountain College i New York, hvor de nye tanker blev formuleret og vandt genklang hos europæiske kunstnere. I 1962 fandt nogle af de første internationale Fluxus-opførelser sted i Nikolaj Kirke i København.

Minimal Roots koncerterne finder sted i henholdsvis Aalborg den 17. februar kl. 19.00 på KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, og i København de 19.februar kl.19.30 i Kunsthal Charlottenborg.Billetter kan købes ved indgangen eller her.

Se hele programmet her.