Allan Gravgaard Madsen ny kunsterisk leder for Århus Sinfonietta

Komponist, arrangør og kurator Allan Gravgaard Madsen bliver ny kunstnerisk leder for Århus Sinfonietta, som også har fået ny bestyrelse. Ensemblet går hermed en større forandringsproces i møde.

af Marie Blachmann

Århus Sinfonietta har i mange år spillet en helt særlig rolle som hjørnesten for den nye musik i Aarhus. Efter 27 succesfulde år igangsætter ensemblet i disse måneder en forandringsproces, som skal skærpe den kunstneriske profil og udvikle organisationen. I den forbindelse er valget af Århus Sinfoniettas nye kunstneriske leder faldet på komponist, arrangør og kurator Allan Gravgaard Madsen.

”Århus Sinfonietta har for mig altid stået for nysgerrighed, åbenhed og kvalitet. Disse egenskaber vil jeg arbejde for at bibeholde i fremtiden, og jeg glæder mig til at udvikle koncertaktiviteterne og introducere nye værker fra ind- og udland for vores publikum," skriver han i en pressemeddelelse.

En prisbelønnet kunstnerisk leder

Allan Gravgaard Madsen er flere gange blevet hædret for sit store talent og sin betydningsfulde rolle indenfor ny kompositionsmusik. Han har bla modtaget Talent Prisen fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens fond i 2016, og i år modtog han talentprisen fra Léonie Sonning Fonden. Desuden blev han også i år udnævnt som formand for AUT  – Aarhus Unge Tonekunstnere, hvilket han vil fortsætte med være. AUT er lige nu aktuel med operaen Lapses - en ny elektro-opera om minder og drømme komponeret af den komponist Olga Szymula. Læs mere her.

Århus Sinfonietta har for Allan Gravgaard Madsen altid dannet fortrop for den ny musik: "Jeg husker stadig de første koncerter, som jeg var til med Århus Sinfonietta. Her hørte jeg værker, som jeg ellers skulle til udlandet for at høre. Det åbnede mine musikalske ører op og det er mit ønske, at vi forsøger at komme endnu bredere ud i de næste år, så flere kan få glæde af det Århus Sinfonietta kan."

Århus Sinfonietta får ny bestyrelse

Udviklingen af Århus Sinfonietta har også betydet en hel ny bestyrelseskonstruktion. Bestyrelsen består nu af fire eksterne medlemmer samt to musikerrepræsentanter, der alle byder ind med brede kunstfaglige og formidlingsmæssige kompetencer. Udover formand Line Tjørnhøj (bestyrelsesmedlem i Den Jyske Opera) består den nye bestyrelse af næstformand Frederik Munk Larsen (guitarist i Århus Sinfonietta), Anette Vandsø (ph.d. og Postdoc. fra Aarhus Universitet), Regin Petersen (bestyrelsesmedlem i Dansk Komponistforening), Anders Larsen (trompetist i Århus Sinfonietta) og Claus Olesen (rektor ved Det Jyske Musikkonservatorium).

“Århus Sinfonietta er dybt forankret i det evindeligt foranderlige kunstmusikmiljø i Aarhus. De sikrer med stor risikovillighed og kunstfaglighed at både de helt unge komponisters eksperimenter og de mere etablerede komponisters musik opføres med stor autoritet og tæft for detaljerne. Jeg glæder mig meget til bestyrelsesarbejdet," skriver den nyvalgte formand for bestyrelsen, Line Tjørnhøj i en pressemeddelelse. 

Foto Øverst: Allan Gravgaard Madsen. Foto af Stine Vejen.