70 års Ung Nordisk Musik kulminerer i fremadskuende festival i Aarhus

Festivalen for, af og med unge nordiske komponister under 30 år, UNM Festival, fejrer sit 70 års jubilæum med et program, der kombinerer den historiske tradition med det nye og fremadskuende.

Af Camille Roth

Fra den 15. – 20. august finder den halvfjersindstyvende udgave af UNM - Ung Nordisk Musikfestival sted, og inviterer til storslået jubilæumskoncert, oplæg, talks og nye værker af 35 unge komponister fra Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark.

UNM startede i 1946 som en platform for fællesskab, gensidig inspiration og udveksling mellem de nordiske landes unge komponister. Efter anden verdenskrigs isolation og i en tid langt før internettet var det vigtigt for de spirende kompositionsstuderende at mødes, høre hinandens værker og skabe både faglige og venskabelige forbindelser på tværs af landende. Festivalen markerer med temaet Togetherness sin fortsatte relevans for det unge komponistmiljø, og er en hyldest til det særlige nordiske fællesskab, hvor kunstnerisk mangfoldighed, tolerance og genrebrud er naturlige elementer i kunstmusikken.

UNM afholdes på skift i de fem nordiske lande, og i år er det Aarhus, der byder på seks dages ung nordisk musik, performance, seminarer og fællesskab. Hele programmet kan ses her og er gratis at deltage i.

Historiske værker åbner festivalen

Inden for komponistmiljøet er UNM en fast historisk tradition, hvor de unge komponiststuderende i mange år har kunnet se frem til at deltage, på samme måde som deres ældre forbilleder har deltaget mange år før dem. Festivalen minder om at alle de store, nu højt anerkendte komponister som Per Nørgård, Bent Sørensen, Simon Steen-Andersen, finske Esa-Pekka Salonen og Kaija Saariaho, svenske Rolf Wallin og norske Maja S. K. Ratkje, også engang har været unge og haft deres gang det samme sted. Læs mere om UNMs lange historie og betydning i Seismografs UNM-fokus.


Axel Borup-Jørgensen. Foto: Leif Hesseberg, 2009

Traditionen for at give plads til komponisterne allerede som unge, fejrer nu 70 år med en jubilæumskoncert mandag d. 15. august, der skyder UNM 2016 i gang. Til koncerten kan du høre værker, der tidligere har været opført til UNM, heriblandt værker af Axel Borup-Jørgensen (UNM 1948), Magne Hegdal (UNM 1975), Hjálmar H. Ragnarsson (UNM 1981), Madeleine Isaksson (UNM 1986), Juliana Hodkinson (UNM 2001), samt et enkelt værk fra i år af Lauri Supponen. Det er Aarhus Sinfonietta, der spiller værkerne med Daniel Moreira som dirigent i Symfonisk Sal i Aarhus Musikhus.

Fremtidens ny kompositionsmusik

Traditionen tro er det de unge nordiske komponister under 30 år, der selv står for både at arrangere festivalen og at udfylde programmet med nyskabende værker indenfor ny kompositionsmusik og lydkunst. Koncertprogrammet med de unge komponister starter officielt onsdag den 17. august med en kammerkoncert af det norske ensemble Aksiom.

Her kan du blandt andet opleve et nyt værk af Óscar Escudero, der oprindeligt er fra Spanien, men i denne anledning repræsenterer Danmark til UNM. Trods sin unge alder har han i en lang årrække arbejdet med både komposition, performance, og multimedier. Og med det nye værk #5, for violin, basklarinet, klaver, lys og rum undersøger han det multiperformative koncept omkring skuespiller-musikere.

Åbningskoncerten byder derudover på værker af Ricardo S. Eizirik (SE), Nikoloz Pasuri (NO), Elvin Matz (SE), Halldór Smárason (IS) og Allan Gravgaard Madsen (DK).

Sammenhold på tværs af kompositoriske materialer

Udover at være samlingssted for de forskellige lande, fungerer festivalen også som et tværsnit af den nye kompositionsmusik og lydkunst inden for en mangfoldighed af stilarter og kunstneriske materialer og koncepter. Variation er nøgleordet til at beskrive sammenholdet på tværs af festivalens mange værker og deltagere.

Efter onsdagens kammerkoncert kan du således opleve en koncert med elektroniske værker og performances. Svenske Kajsa Magnarssons værk Rape Alarm Organ er en improvisation på orgel af modificerede overfaldsalarmer. Kajsa Magnarsson bruger de både skrøbelige og kraftige udtryk fra såkaldte ’rape alarms’ til at opbygge et nuanceret dronelandskab med mange betydningsmæssige undertoner.

Harald Jordal Johannessen (NO), Fjóla Evans (IS), Loïc Destremau (DK), Olle Petersson & Olle Sundström (SE) og Bergrún Snæbjörnsdóttir (IS) har også elektroniske performanceværker på programmet, som du kan opleve denne sene onsdag aften i Musikhuset i Aarhus.

Kompositioner for specielle koncertformater og nyt UNM ensemble

I løbet af festivalen udfolder de unge nordiske komponister alle de strømninger som kompositionsmusikken og lydkunsten bevæger sig i retning af – og kommer til at bevæge sig i fremover. Torsdag den 18. august kan du både opleve en hel koncert med den nyeste kammermusik, og en koncert med blandede kor og ensembleværker. Og under overskriften VOICES & STRINGS, kan du blandt andet få en særligt sanselig koroplevelse i en mørklagt Aarhus Domkirke i form af Martin Hirsti-Kvams Sparks skrevet for 20 sangere akkompagneret af lommelygter.

Domkirken bliver også udgangspunkt for den stedsspecifikke, on-going performance af Klara Andersson, Efter Stormen, hvor publikum med bind for øjnene  oplever et værk, som behandler emnet overgreb og magt. Fredag aften udforsker yderligere samspillet mellem lyd og visuelle indtryk ved at præsentere en række audiovisuelle værker af de unge komponister, Jonas Ulrik Eide (NO), Destroyer 2048 (FI), og Saara Viika (FI). Og som en særlig gæste-performance opfører Simon Steen-Andersen værket Run Time Error.

Det hele kulminerer i en symfonisk afslutningskoncert lørdag eftermiddag. I anledning af UNMs runde fødselsdag er Århus Sinfonietta, Det Jyske Musikkonservatorium og Syddansk Musikkonservatorium gået sammen om at samle et særligt UNM Orkester; et symfoniorkester der kan sikre, at der fortsat bliver uddannet nye ambassadører inden for den nyeste nordiske orkestermusik. Orkestret opfører nye værker af de unge nordiske komponister ved afslutningskoncerten den 20. august kl. 15.00.

Seminarer og diskussioner om musikkulturen er også en del af UNM

UNM har i løbet af de sidste 70 år været en fast tilbagevendende begivenhed, hvor de unge komponister og lydkunstnere har kunnet sætte deres egen dagsorden – både i forhold til de musikalske retninger, de ville bevæge sig i rent kunstnerisk, men også i forhold til de mere organisatoriske og strukturelle forhold som de studerer og komponerer indenfor. Derfor har der også i lang tid været tradition for at supplere værkopførelserne med seminarer, oplæg og workshops på en måde, hvor der også bliver taget stilling til fremtiden for ny kompositionsmusik og lydkunst.


Komponisterne Lo Kristenson, Kajsa Lindgren, Madeleine Jonsson-Gille og Marta Forsberg fra Konstmusiksystrar

Det tyske magasin for kritisk diskussion af kontemporær musik BLATT 3000 præsenterer til UNM deres idéer om fælles-kuratering og selv-kuratering, som organisationsformer, der udfordrer de vante hirarkier og forsøger at gentænke, hvad en festival og hvad en platform for udveksling egentlig er.

Konstmusiksystrar, en svensk netværksorganisation for kvinder og transporsoner, udfordrer også de traditionelle strukturer og hirarkier inden for samtidsmusikken med et oplæg om deres arbejde med at bekæmpe kønsubalancen i musiklivet.

Derduover vil Rasmus Zwicki og Simon Steen-Andersen holde hver deres talk om temaet Togetherness, og i løbet af en PECHAKUCHA aften, vil flere af de deltagende musikere, komponister fra UNM præsentere nye idéer gennem oplæg på 6 minutter og 40 sekunder.

Ung Nordisk Musikfestival
Den 15. – 20. august 2016
Musikhuset Aarhus, Det Jyske Musikkonservatorium, Granhøj Dans, Aarhus Domkirke, KaserneScenen (Aarhus Universitet) og Kvindemuseet.
Fri Entré

Læs mere / Facebook