14 danske kunstnere udvalgt til japansk venue-swap

I 10 dage i maj 2017 vil et storstilet, musikalsk projekt løbe af stablen i Tokyo under navnet Opposite Music – Denmark meets Japan. I samarbejde med JazzDanmark og SNYK flytter københavnske Jazzhouse ind på Tokyo-spillestedet SuperDeluxe med 14 genreoverskridende kunstnere inden for jazz, ny kompositionsmusik og lydkunst.

Af Mie Petri Lind

Om præcis et år afvikles det musikalske projekt ’Opposite Music – Denmark meets Japan’, hvor Jazzhouse rykker til Tokyo i 10 dage sammen med 14 danske kunstnere, hvorefter det japanske spillested Super Deluxe rykker ind i Jazzhouse – altså et venue-swap! Projektet er igangsat af JazzDanmark og udføres i samarbejde med Jazzhouse og SNYK, og navnene på de danske deltagende kunstnere er nu offentliggjort.

Alternativ musikeksport

Hvis du tilfældigvis komme forbi spillestedet SuperDeluxe i Tokyo i perioden den 11.-21. maj 2017 vil du blandt andre kunne opleve danske kunstnere som Liima, Selvhenter, SØS Gunver Ryberg og Frisk Frugt, som en del af venue-swappet ’Opposite Music – Denmark meets Japan’.


SØS Gunver Ryberg er blandt de 14 kunstnere, som udvalgt til at deltage i et venue-swap mellem Jazzhouse i København og SuperDeluxe i Tokyo. Foto: Daniel Jarosch

Det oversøiske byttekoncept er blevet til med tanken om at skabe en alternativ måde at eksportere musik fra begge lande. Så når de danske musikere er hjemme fra Japan igen, vil SuperDeluxe ’bytte tilbage’ og på samme måde rykke ind på Jazzhouse med et skræddersyet program af det bedste fra den japanske scene lige nu. Projektet foregår som en del af den kulturelle fejring af 150-året for diplomatiske forbindelser mellem de to nationer.

Udover det konceptuelle venue-swap kommer der til at foregå en række arrangementer i og omkring Tokyo, bl.a. vil alle de deltagende bands turnere i området i perioden, og SuperDeluxe vil blive indtaget af andre grene af dansk kultur, som f.eks. gastronomi og design.

I forbindelse med projektet vil der også blive afholdt en række events i Danmark og Japan sammen med blandt andre Copenhagen Jazz Festival, G((o))ng Tomorrow, CPH:DOX og Tokyo Jazz.

14 kunstnere valgt ud af 250 ansøgere

I anledning af projektet er der blevet afholdt en open call-ansøgningsrunde, hvor et stort antal interesserede har ansøgt om en plads i programmet. Der er nu blevet udvalgt 14 kunstnere ud af hele 250 relevante bud. Hver især repræsenterer de deres bud på nyskabende musik, som ligger i tråd med de to spillesteders profiler.

De 14 kunstnere, som kommer til at repræsentere Danmark i Japan er Selvhenter, Liima, Simon Toldam Trio, The Living Room & Koichi Makigami, Mette Rasmussen & Chris Corsano, Jakob Bro solo, Illdjinn, Yarayawa, Frisk Frugt, SØS Gunver Ryberg, Julie Kjær 3, Jeppe Zeeberg, Sandra Boss & Jonas Olesen og Ragnhild May.


De elektroniske komponister Sandra Boss & Jonas Olesen er på programmet, når Jazzhouse rykker til Tokyo i 2017.