Debat: Hvem ejer den frie kunst?

En stor del af kunsten er støttet af det offentlige. Så hvordan udfolder et rigt kunst- og kulturliv i Danmark sig, når alliancen mellem politiske midler og kunsten er stærk?
Bør man “støtte, men ikke styre” og lade eksperimenterne flyde frit?
Eller bør kunsten og kunstnerne åbne døren for, at kulturlivet også tager afsæt i aktuelle samfundsdagsordner som klima, integration, kønsligestilling, bæredygtighed eller lignende for at få del i de offentlige midler?
Tirsdag den 19. februar handler det om armslængde og udvikling. Om kunsten er forpligtet på sig selv og/eller samfundsmæssige temaer, og hvordan vi dyrker kulturhistorien, imens vi sikrer nye generationers ret til at forme deres egen kunst og samtidsfortælling.
Eksperimenternes potenitaler
Snyk, Strøm og RMC - Rytmisk Musikkonservatorium inviterer til debat om den eksperimenterende musik og kunsts potentialer - og måske endda om manglen på samme.
Vi har sammensat et debatpanel med vidt forskellige blik på både kunsten og musikken, og hvad den kan og skal i dag.
Panelet består af:
- Alex Ahrendtsen, kulturordfører for Dansk Folkeparti
- Marie Koldkjær Højlund, komponist, lydkunstner og ph.d. i audiodesign
- Thomas Michelsen, musikredaktør på Politiken
- Sanne Kofod Olsen, dekan på Gøteborgs Universitets Kunstneriske Fakultet
Aftenens ordstyrer er Mads Aagaard, journalist og vært på bl.a. P1 Debat.